Den tidligere bokser Mikkel Kessler og hans hustru - Lea Hvidt Kessler - venter deres tredje barn.

'Vi er begejstrede over at kunne fortælle, at vi tilføjer endnu et nyt medlem til vores cirkus,' skriver Mikkel Kessler på sin Instagram-profil til et billede, hvor han holder om sin hustrus voksende babybule, mens deres børn sidder på forældrenes skuldre.

Det samme billede har bloggeren Lea Hvidt Kessler delt på sin Instagram-profil, hvor hun tilføjer:

'Vi er lykkelige over, at vi endnu en gang venter et lille mirakel. Foråret bliver helt specielt!'

Den danske bokselegende og Lea Hvidt Kessler har dannet par i 12 år.

I august sidste år faldt han på knæ for hende, og den 21. juni i år - på årets længste dag - blev de to gift og fik begge efternavnet Hvidt Kessler ved et storslået bryllup afholdt i Firenze i Italien, hvor parrets venner og familie var mødt op for at fejre dem.

'Jeg er en heldig mand. Jeg er så lykkelig for, at jeg nu kan kalde hende her for min hustru. Jeg elsker dig,' skrev bokseren i den forbindelse til et billede af parret under brylluppet.

Sammen har Mikkel og Lea Hvidt Kessler i forvejen to børn, sønnen Romeo og datteren Rosa-Lia.

I februar afslørede den danske boksestjerne i et eksklusivt interview med B.T., at han alligevel ikke gør sit længe ventede comeback. Han indstillede i stedet karrieren efter 20 år som professionel bokser.

Den motivation, der skal til, kunne han ikke længere finde oven på en alvorlig borrelia-infektion, forklarede han i den forbindelse.

»Jeg har virkelig prøvet i lang tid. Men jeg har gjort op med mig selv, at det ikke går. Jeg kan ikke få min motivation tilbage. Jeg går ikke op og gør noget halvt. Det skal være med fuld hammer og uden at se sig tilbage. Men gnisten er væk, og derfor melder jeg det her ud nu,« fortalte Mikkel Kessler og fortsatte:

»Jeg har nu accepteret, at det skal være sådan. Jeg tænker også, at der er en mening med, at jeg bliver bidt af sådan en skide flåt og får borreliose. Det er rigtig ærgerligt, at jeg skal melde det her ud nu. Én ting er at skuffe sig selv, men at skuffe mine fans har jeg dårlig samvittighed over.«