Sarah Mahfouds dobbelte VM-kamp mod superstjernen Amanda Serrano er aflyst på grund af coronavirus og bekymring for den danske mink-mutation.

Den danske verdensmester Sarah Mahfoud er torsdag vågnet til en nyhed, som kun kan beskrives som bokserens værste mareridt.

Hendes dobbelte VM-kamp er over natten dansk tid blevet aflyst.

Det har Amanda Serranos promotor, Lou DiBella, meddelt Mahfouds promotor Mogens Palle i en mail, som B.T. har fået lov at citere fra.

»Det her er hjertesskærende,« indleder Lou DiBella og forklarer, at det er Nevadas bokseforbund, der har valgt at aflyse det stort anlagte VM-stævne i Las Vegas som følge af landets corona-situation.

»Jeg sidder her med grædende boksemestre, og jeg er klar over, at Sarah også vil blive knust. Vi kan se på det (en kamp, red.) igen en gang i det kommende år – enten i USA eller Danmark,« fortsætter Lou DiBella.

Aflysningen kommer som et lyn fra en klar himmel. Onsdag aften dansk tid bekræftede Amanda Serrano og hendes manager ellers for første gang, at de havde skrevet under på at møde Sarah Mahfoud 10. december.

Det skete i en lokal boksepodcast. Her var Amanda Serrano helt uvidende om, hvad der ventede hende blot få timer senere.

Amanda Serrano er en ægte superstjerne i professionel boksning, men nu er kampen mod Mahfoud aflyst. (Reuters / Andrew Couldridge)
Amanda Serrano er en ægte superstjerne i professionel boksning, men nu er kampen mod Mahfoud aflyst. (Reuters / Andrew Couldridge) Foto: Andrew Couldridge
Vis mere

Det var på baggrund af netop den nyhed i aftes, at B.T. tog kontakt til Mogens Palle torsdag morgen.

Her var det tydeligt, at Mogens Palle var ked af det, da han tog telefonen. For en gangs skyld manglede den legendariske promotor ord og henviste til, at B.T. selv kunne se mailen fra USA.

Heri skriver Lou DiBella også, at situationen omkring de danske mink – og den mulige corona-mutation – har været med til at udelukke Sarah Mahfoud fra at komme til USA og bokse.

»Det her corona er meget seriøst, og min immigrations-advokat har fortalt mig, at der er et helbredsmæssigt problem med mink i Danmark,« konstaterer Lou DiBella, som dog åbner for en ny VM-kamp i det nye år.

B.T. arbejder på at få en kommentar fra Sarah Mahfoud.