Sarah Mahfoud er knust, har hovedpine og sidder på en stol og forsøger at begribe, at hendes livs chance nu er revet fra hende.

Den danske verdensmester skulle have bokset mod en af verdens bedste boksere om to VM-titler i Las Vegas, men nu er det hele aflyst.

Kampen mod Amanda Serrano 10. december i Las Vegas bliver ikke til noget, og alle planer og drømme er droppet.

Sarah Mahfoud fik overbragt den triste nyhed midt på formiddagen af Mogens Palle, og det er en rystet bokser, B.T. får i telefonen.

Amanda Serrano er en ægte superstjerne i professionel boksning, men nu er kampen mod Mahfoud aflyst. (Reuters / Andrew Couldridge)
Amanda Serrano er en ægte superstjerne i professionel boksning, men nu er kampen mod Mahfoud aflyst. (Reuters / Andrew Couldridge) Foto: Andrew Couldridge
Vis mere

»Jeg har lige fået det at vide, så jeg har det ikke så godt. Jeg ved ikke, hvad jeg skal. Alt var planlagt de næste mange uger, men ja, jeg havde troet, at de havde taget højde for, hvordan situationen var i verden,« siger Sarah Mahfoud vantro.

»Jeg skal lige samle mig selv igen. Jeg fik hovedpine på et splitsekund, og mit energi-niveau er væk. Lige nu sidder jeg bare på en stol og har lige talt med Mogens (Palle, red.) i telefonen.«

Sarah Mahfoud er med egne ord knust. Og hun forsøger at danne sig et overblik over den kommende tid, hvor hun ellers stod til at rejse til USA og gennemgå de sidste forberedelser.

»Jeg er knust. Det er en hård mavepuster,« siger den tidligere vinder af 'Vild med dans' og fortsætter:

»Min træner er her, og jeg hentede min sparringspartner i lufthavnen for tre dage siden. Der hænger en masse udgifter på Mogens nu. Jeg synes... Ja, jeg synes, jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Den er lidt led lige nu,« slår hun fast.

Mogens Palle og Sarah Mafoud må opgive drømmen om en VM-kamp i Las Vegas. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix)
Mogens Palle og Sarah Mafoud må opgive drømmen om en VM-kamp i Las Vegas. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix) Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Sarah Mahfoud har svært ved rigtigt at finde ord for ærgrelsen.

Selv om Amanda Serranos promotor allerede åbner for en ny kamp i 2021, er det svært at tro på lige nu.

»Det er sikkert en kamp, der stadig kan laves, men jeg ved jo ikke hvornår. Det er noget pis,« siger Sarah Mahfoud.