Den tidligere verdensmester i professionel sværvægtsboksning, Mike Tyson, vil åbne en kæmpe farm med cannabis i den amerikanske delstat Californien.

Californien har fra 1. januar legaliseret cannabis til eget forbrug.

Mike Tyson har været en forkæmper i kampen for brug af cannabis til sygdomsbekæmpelse.

Ifølge Daily Mirror vil Mike Tyson åbne en 40 hektar stor farm 100 kilometer sydvest for Death Valley National Park. Her bliver det muligt for andre at dyrke hampplanter, og der skal også etableres en skole med det formål, at deltagerne skal have mest ud af deres anstrengelser.

Mike Tysion er i dag 51 år, og han blev i 1986 som 20-årig den hidtil yngste verdensmester i sværvægtsboksning. I 1992 blev han dømt for voldtægt, og han sad i fængsel i næsten tre år.

Senere forsøgte han at gøre comeback, og det lykkedes ham også at blive verdensmester under forbundet WBC. Senere igen mistede han imidlertid titlen, da han under en kamp mod Evander Holyfield bed modstanderen i øret.

Californien er den sjette amerikanske delstat, som legaliserer cannabis til eget forbrug. Det er dog kun tilladt for voksne til eget forbrug. Der må dyrkes op til seks planter pr. person. Det er tilladt at have op til 30 gram på sig.