Den australske bokser Ebanie Bridges afslører, at hun har tjent en god sum på at sælge et par brugte sokker til en fan. Og der er flere, der gerne vil have fingre i hendes beskidte tøj.

Det afslører hun på sin Twitter-profil.

»Jeg er en professionel bokser, og en boksefan fra Storbritainien har lige betalt mig 500 pund (4.000 kroner, red.) for, at jeg sender mine beskidte træningssokker til ham,« skriver hun på Twitter.

»Britiske boksefans er de bedste. Hvem har brug for OnlyFans, når du har beskidte sokker,« spørger hun retorisk med henvisning til platformen, hvor man kan dele indhold med brugere, der løbende betaler et abonnement.

Bridges ser det som en god mulighed for at tjene lidt penge i en periode, hvor der ikke bliver bokset kampe grundet coronakrisen.

»Der er ingen kampe i øjeblikket. Og man skal tjene penge på en eller anden måde. Jeg har hele indbakken fuld af folk, der er interesseret i beskidte sokker, svedigt træningsudstyr og billeder af fødder,« siger hun ifølge news.com.au og tilføjer, at der er masser af tilbud at tage af.

»Det mærkelige er, at jeg får langt flere tilbud på mine sokker end på undertøj. Så fucking mærkeligt. Det er et kup, hvis du spørger mig. Jeg er skuffet over, at de ikke ville have min autograf på dem,« siger hun.

På Twitter har hun delt nogle af de mange tilnærmelser.

Ebanie Bridges boksede sin første professionelle kamp i 2019 og har siden vundet alle fire kampe, hun har bokset.