34-årige Oleksandr Usyk følte sig godt kørende mod Anthony Joshua i VM-brag, men ville ikke gå efter knockout.

En overraskelse af de helt store fandt sted natten til søndag dansk tid, da Anthony Joshua for blot anden gang i karrieren tabte en kamp.

Oleksandr Usyk følte sig ganske komfortabel i ringen mod Anthony Joshua, da han nuppede VM-titlen i sværvægt fra briten natten til søndag dansk tid.

Det afslører den ukrainske bokser, der ikke engang har haft mange ugers forberedelse, efter kampen.

»Det her betyder meget for mig. Kampen forløb, som jeg forventede. Der var øjeblikke, hvor Anthony pressede mig hårdt, men det var ikke noget særligt,« siger 34-årige Usyk til Sky Sports.

Ukraineren virkede da også ovenpå i boksebraget i London.

I løbet af kampen landede han klart flest rene slag, mens han også havde succes med at danse rundt om Anthony Joshua, der omvendt virkede usikker på, hvordan han skulle håndtere den hurtige ukrainer.

I 12. og sidste runde lignede Usyk sågar en mand, der var klar til at knockoute briten foran hjemmepublikummet, men det var som sådan ikke en del af planen, siger han.

»Jeg havde ikke noget mål om at slå ham ud, fordi mit ringhjørne bad mig om ikke at gøre det. I begyndelsen prøvede jeg på at ramme ham hårdt, men derefter holdt jeg mig til planen,« lyder det videre.

Trods nederlaget kan Anthony Joshua finde trøst i, at han ifølge kontrakten mellem de to boksere har ret til en omkamp.

På den måde har han mulighed for at vinde sine tabte VM-bælter tilbage, men først skal han lige komme sig efter nederlaget. Det siger britens promoter, Eddie Hearn.

»Jeg har talt med ham (Joshua, red.), og det var en hård kamp. Han er knust. Tillykke til Oleksandr Usyk. Han leverede en storartet præstation, og den bedre mand vandt,« siger Hearn til Sky Sports.

Han fortæller, at Anthony Joshua er blevet sendt til behandling på hospitalet for en øjenskade, han pådrog sig i kampen.

»Jeg ved ikke, om han har brækket noget omkring øjenhulen. Det ser ikke godt ud,« siger promotoren, der dog tilføjer:

»Krigeren i AJ taler allerede om at vinde omkampen.«

Anthony Joshua har ikke selv udtalt sig om nederlaget i form af andet end en kort besked på de sociale medier.

»Bliv ved med at være positiv, selv hvis verden styrter sammen for øjnene af dig. London, jeg elsker jer,« skriver han på Twitter.

/ritzau/Reuters