Bokseren Dina Thorslund forsvarede lørdag i Kolding sin VM-titel i bantamvægt mod mexicaneren Zulina Muñus.

Modstanderen blev stoppet på et teknisk knockout i syvende omgang.

Den rutinerede, 34-årige mexicaner var mødt frem med en imponerende rekordliste med 53 sejre i 58 professionelle kampe, men det var danskeren, der tog styringen straks fra start.

I anden omgang fik Thorslund sat nogle tunge slag ind på sin modstander, der røg en tur i kanvassen.

Dina Thorslund fortsatte dominansen i de næste omgange, indtil Muñus igen måtte en tur i kanvassen.

Kamplederen stoppede affæren efter et minut og 14 sekunder af syvende omgang.

28-årige Thorslund har med sejren en rekordliste på 17 sejre i ligeså mange kampe.

Danskeren er verdensmester hos forbundet WBO i både bantamvægt og super bantamvægt.