Jeg vil gerne slå tre ting fast:

For det første har vi religionsfrihed i Danmark.

For det andet er religion en privat sag.

For det tredje er ramadanmåneden over os. Ja, du læste rigtigt: ramadanen er over os alle. For selvom det kun er praktiserende muslimer, der faster, så har det også indvirkning på resten af det danske samfund.

Ramadanen er et af de fem grundlæggende krav i islam, og det omfatter alle muslimer, som ikke har en sundhedsrisiko ved at faste. Det betyder bl.a., at syge, svage og gravide er undtaget. Opfylder man derimod kravene i islam og dermed holder ramadan, så betyder det, at man i dag den 21. maj 2018 hverken må spise eller drikke det mindste i tidsrummet kl. 02.54 til kl. 21.29. Man må med andre ord ikke spise eller drikke i mere end 18 timer. Jeg synes derfor helt ærligt, at man som muslim i et moderne samfund som det danske bør overveje hvilke konsekvenser, det har for samfundet, når man vælger at holde ramadan.

Jeg må sige, at jeg spørger mig selv, om et religiøst krav om at praktisere en 1.400 år gammel grundpille i islam kan forenes med den samfundsform og det arbejdsmarked, vi har i dagens Danmark i 2018. Meget er unægteligt sket siden profeten Muhammed blev bibragt sin åbenbaring, der har ført til den for muslimerne så vigtige ramadan, som i øvrigt er langt mere omfattende end blot fasten.

Vi bliver nødt til at forholde os til de problemer, som ramadanen giver os i nutiden. For der stilles unægteligt helt anderledes høje krav i et moderne og effektivt samfund som det danske, end der gjorde i Medina under Muhammeds tid (ca. år 570-632). Lange arbejdsdage, der i nogle tilfælde indbefatter farlige maskiner, busser, der køres i myldretiden af chauffører, der ikke har spist eller drukket i mere end ti timer, sygehuse, der skal fungere lige så godt under ramadanen som på almindelige dage, blot for at nævne noget. Ramadanen giver os med andre ord nogle helt praktiske, sikkerhedsmæssige og produktivitetsmæssige udfordringer i et moderne samfund.

Det kan helt lavpraktisk være farligt for os alle, hvis buschaufføren hverken spiser eller drikker i løbet af en hel dag, ligesom man selvsagt ikke yder og præsterer nær det samme på fabrikken eller på sygehuset, hvis man gennem en hel måned ikke spiser og drikker i alle døgnets lyse timer.

Jeg har respekt for, at man ønsker at praktisere sin religion og de traditioner, det medfører, men jeg mener, at religion er en privatsag, og at det er nødvendigt, at vi får en debat om, hvordan vi sikrer, at det netop ikke bliver et samfundsanliggende. Jeg vil ikke fratage danske muslimer muligheden for at dyrke deres religion og religiøse højtider, men jeg vil opfordre dem til, at man som muslim holder ferie i ramadanmåneden, så det ikke får en negativ indvirkning på resten af det danske samfund. Gør man det, så respekterer man netop, at religion er den private sag, som det bør være.