Kunst skal turde provokere, oplyse og tilføre perspektiv.

Derfor kunne jeg til min store beklagelse den 11. april læse i Berlingske, at man hos Kunsthal Charlottenborg, hvis facade grænser direkte ud til Nyhavn, har fået afslag på en facadeudstilling.

Kunstneren bag, den kunststuderende Banaan Al-Naser, ønskede at skabe debat ved at udstille 30 grå og hvide paraboler på facaden. Men i Slots- og Kulturstyrelsen, der skal godkende facadeudstillingerne, er udstillingen blevet afvist. Begrundelse: Parabolerne er ikke æstetiske nok til den centrale placering.

Ja, du læste rigtigt. Kunstudstillingen er simpelthen blevet afvist, fordi den ikke er pæn nok, yndefuld nok, smagfuld nok til den centrale (læs: mondæne) adresse ved Kongens Nytorv.

Det kan simpelthen ikke være rigtigt. Eller jo, det kan det så. Rent faktuelt. I brevet, hvor Slots- og Kulturstyrelsen afviser udstillingen, skriver de ifølge Berlingske, at »det er styrelsens generelle praksis, at facaderne friholdes for montage af diverse sekundære elementer som f.eks. paraboler, så facadens værdier fremstår mest tydeligt.«

Kunst i det offentlige rum skal turde larme. Det skal få os til at standse op, undres, græmmes, forarges. Til tider gøre os mundlamme. Til andre tider få os til at tale sammen på nye måder.

Det er synd og skam at spærre kunsten inde. Kunsthal Charlottenborg – såvel som andre museer – har en unik mulighed for at få mennesker, der ellers ikke går på museum, til at fatte interesse for netop kunst og kultur, når de benytter kreative greb såsom brug af deres facader.

Så når en udstilling som den, Kunsthal Charlottenborg ønskede at vise københavnerne, bliver nægtet vej til facaden, ærgrer det mig virkelig.

Måske er paraboler ikke det kønneste, der er skabt. Men måske skal vi også turde vise det mindre kønne i det offentlige rum, måske skal vi droppe ideen om 'god' kunst som en pæn og poleret størrelse?

Noget tyder på, at der er mere kulturelt mod at hente på fastlandet. I hvert fald har Aros i Aarhus netop takket ja til at tage sit murværk i brug til paraboludstillingen. Cadeau for det.

Kunst skal nemlig turde kradse i lakken. Jeg ville ønske, der også var plads til at gøre det på så mondæn en facade, som den på Kunsthal Charlottenborg.