Håndbolddanmark opfører sig lige nu som en flok nyudklækkede studenter.
Ikke til at skyde igennem, høje på livet og godt beruset.
Årsagen er dog ikke en kollektiv studenterhue, men derimod Mikkel Hansens skifte til Aalborg.
Selvom der er godt halvandet år til, at han står i Gigantium i den røde trøje, så er der en euforisk stemning, som jeg ikke kan huske at have oplevet tidligere.
Og jeg forstår det godt.
Som jeg skrev i kølvandet på nyheden om skiftet, så havde jeg ikke fantasi til at forestille mig, at han ville vende hjem til dansk håndbold.
Og jo mere jeg tænker over det, jo mere overraskende er det, at Mikkel Hansen vælger – formentlig – at sætte karrierepunktum i Danmark.
For tag ikke fejl: Det her er den sværeste mulighed, han overhovedet kunne have valgt.
Mikkel Hansen kunne vælge og vrage mellem de største klubber i verden.
Men han gik med Aalborg og den danske liga. Med det kolossale pres, det fører med sig. Både på og uden for banen.
Mikkel Hansen er som person lidt sky, lidt genert, lidt tilbageholdende – og han er på ingen måde interesseret i at blive mandsopdækket af medierne.
Men interessen for hans person kommer til at eksplodere, når han får sin dagligdag i Danmark.
Alle medier – også den mere kulørte del, som sjældent beskæftiger sig med sportens verden – kommer til at have fokus på manden med landets mest ikoniske pandebånd.
Det står i skærende kontrast til den dagligdag, han har haft i Paris.
I den franske hovedstad har Mikkel Hansen i vid udstrækning kunnet gå rundt i fred og passe sig selv uden at blive forstyrret alt for meget.
Sådan bliver det ikke i Danmark.
Alle ved, hvem Mikkel Hansen er. Og alle øjne kommer til at være rettet mod ham i gadebilledet, i lufthavnen, når han pendler mellem København og Aalborg – ja, uanset hvor han er.
Det gælder selvfølgelig også, når han kommer rundt i diverse haller med Aalborg-mandskabet.
Her vil verdensstjernen indtage den altoverskyggende hovedrolle, og alle vil forvente en Oscar-værdig præstation. Hver eneste gang.
Men på tribunerne vil han ikke blive skånet. Tværtimod. Modstanderholdets tilhængere vil sende en ordentlig omgang trash talk i hans retning.
Og efter kampen vil der være et hav af unge håbefulde fans, som bliver hængende og drømmer om en autograf og et billede. De ønsker har Hansen for vane at efterkomme, så her kan han godt sætte en masse ekstra tid af.
Samtidig vil hans præstationer, udtalelser og den mindste gøren og laden blive endevendt og gennemanalyseret.
Alt dette kunne han have undgået, hvis han havde valgt alle andre ligaer end den danske.
Her kunne han 'gemme' sig. Fortsætte et relativt anonymt liv og tjene flere penge, end han gør i Aalborg.
Det havde været så uendeligt let for ham at vælge den vej.
Men Hansen gik med den 'svære' løsning.
Selvfølgelig er der mange plusser ved at rykke hjem til Danmark for hans familie, men for personen Mikkel Hansen bliver det en markant anderledes hverdag.
Alt det her ved Hansen selvfølgelig godt, og det er noget, han har haft med inde i sine overvejelser.
Alligevel har han valgt Aalborg, og det fortæller mig, at han virkelig VIL projektet i det nordjyske.
Hvis det bare handlede om at komme så smertefrit som muligt igennem de sidste år i karrieren, så er Aalborg et alt for bøvlet valg i forhold til de ting, der ikke handler om selve spillet inde på banen.
Samtidig kan han selvfølgelig se nogle sportslige perspektiver, for Mikkel Hansen er alt for ærgerrig og ærekær til at se de sidste år løbe ud i sandet.
Han kommer ikke til at stille sig tilfreds med at komme hjem og vinde et par DM-titler og så ellers bare hæve sin løn, indtil han går på håndboldpension.
Det er slet ikke nok til, at han vil udsætte sig selv for den enorme opmærksomhed, der venter ham.
Derfor er der for mig at se ingen tvivl om, at der virkelig er bund i de udmeldinger, der er kommet fra Mikkel Hansen og Aalborg, hvor en Champions League-triumf er det helt store erklærede mål.
Ellers giver det hele ingen mening.
