Vi kan ikke erklære tabermentaliteten på det danske kvindelandshold for død og borte.
Dertil skræmmer historikken for meget.
Men vi kan konstatere, at de danske kvinder mod Sverige havde den fornødne ro i en dramatisk slutfase, og dermed fik de to point i hus, som holder liv i semifinaledrømmen.
Det er den første af den slags sejre under Jesper Jensen, og opgøret kan vise sig at blive enormt vigtigt i den forvandling, han er i gang med at føre holdet igennem.
Og apropos Jesper Jensen – så er jeg simpelthen vild med hans måde at håndtere de sidste minutter af kampen på.
Danmark var ved at være groggy, og spillerne kæmpede gevaldigt med at finde de rigtige løsninger på banen. Men landstræneren var iskold og udviste en stoisk ro på bænken.
Og vi skal altså her tænke på, at Jesper Jensen endnu ikke kender spillerne særligt godt. Samtidig er det første gang, at han sammen med holdet står i så presset en situation i den absolutte slutfase af en vind-eller-forsvind kamp. Vel at mærke i et opgør, hvor Danmark er klare favoritter og har alt at tabe. Den slags har landsholdet tidligere haft svært ved at håndtere.
Men Jesper Jensen styrede altså på forbilledlig vis sine tropper gennem de sidste sekunder.
Ja ja, så fik han med et halvt minut igen lidt hjælp af Sandra Toft, som kom ind og gjorde Nathalie Hagman så rystende nervøs, at hun sendte et straffekast over mål.
Det ændrer imidlertid ikke på, at landstræneren leverede en flot kamp fra bænken.
Det må dog bekymre ham, at spillerne – akkurat som mod Frankrig – var så uskarpe i afslutningerne. Det var den største forklaring på, at kampen blev så tæt, hvilket var fuldstændig unødvendigt.
Den del skal simpelthen forbedres. Ellers bliver det vanskeligt, når de søndag møder Spanien. For slet ikke at tale om Rusland.
Og trods Sandra Tofts mentale knockout på Hagman må det også give lidt trækninger i øjenbrynene, at stjernen i målet endnu en gang ramte ved siden af sit topniveau.
Der er selvfølgelig også positive ting at tage med videre fra kampen. Forsvaret stod rigtig godt i lange perioder, og så sagde Mette Tranborg ‘værsgo, her er et hold kæft-bolsje’ til sine kritikere - det gælder også mig – med en virkelig flot præstation.
Jeg aner ikke, hvad der er sket, men Tranborg spillede med en helt anden udstråling, selvtillid og pondus, end vi så i det indledende gruppespil.
For mig var højrebacken banens bedste, og det lover godt for resten af turneringen, hvis hun kan fortsætte i det spor.
Det bliver sandsynligvis også nødvendigt mod Spanien, som Danmark notorisk har det svært med. Den spanske spillestil ligger dårligt til danskerne, der får brug for at have mange tangenter at spille på i offensiven – her duer det ganske enkelt ikke, at højre back er en decideret hæmsko, som det var i de første tre kampe.
Når det er sagt, så er Spanien ikke helt så stærke som ved sidste års VM, hvor holdet kom i finalen. Derfor skal der være fornuftige muligheder for at sikre sig endnu sejr og dermed en altafgørende kamp mod Rusland om en plads i semifinalen.
Der er i hvert fald ingen tvivl om, at selvtilliden på landsholdet har fået et gevaldigt løft efter den måde, som Sverige blev besejret på.
Nu bliver det så spændende at se, om det var en engangsforestilling eller et tegn på nye tider.
