Vi er alle sammen ved at have fået nok af de coronarestriktioner, som hærger landet.
For nu at sige det mildt.
De har været en enerverende del af vores virkelighed i snart et år, og der er næppe ret mange, som kommer til at tænke tilbage på 2020 med væg til væg-smil og julelys i øjnene.
Men for de danske håndboldkvinder er coronarestriktionerne en velsignelse.
Det kommer meget tydeligt til udtryk under dette EM, hvor Sandra Toft, Mie Højlund og de øvrige danskere lige nu imponerer stort og er klar til semifinalen mod Norge.
Vi skal mange år tilbage for at finde et kvindelandshold, der har være så meget i harmoni og balance til en slutrunde, som tilfældet har været det i år. Det gælder både på og uden for banen.
Og jeg er helt sikker på, at de strikse coronaprotokoller i EM-boblen spiller en væsentlig rolle i den forbedring.
For boblen betyder, at spillerne i deres isolation er under markant mindre pres, end de normalt oplever det ved slutrunder.
Kontakten med medierne foregår virtuelt, og de er dermed forskånet for på daglig basis at få stukket en mikrofon eller diktafon direkte op i ansigtet. Jeg har selv deltaget i de virtuelle EM-pressemøder, og det hele bliver noget mere distanceret i forhold til det vante setup. Altså kommer spillerne slet ikke til at opleve det samme tryk fra medierne.
En konsekvens af boblen er også, at spillerne ikke engang må gå sig en tur på gaden i Herning, hvor de bor. Dermed er der ingen fans, som vil have autografer, spørger om et billede eller på anden måde minder spillerne om, at der rent faktisk er forventninger til dem fra en forvænt og sulten håndboldnation.
Sidst, men absolut ikke mindst, er der heller ingen tilskuere i Boxen. Det er forbandet ærgerligt for os, der holder af en god håndboldfest, og jeg er helt med på, at en hjemmebane historisk set kan give værtsnationen vinger.
Men det her hold har i de seneste år haft voldsomme problemer med at håndtere forventninger og pres.
Det er årsagen til, at Boxen med tomme tilskuerpladser og tårnhøj musik passer det danske landshold bedre end så mange andre. Der er mere at vinde ved at fjerne frygten for at fejle foran 12.000 tilskuere, end der er at vinde ved at have dem i ryggen – for nu at sige det sådan lidt firkantet.
Så på en eller anden absurd måde er coronarestriktionerne – ganske paradoksalt – endt med at blive en medspiller for landsholdet.
