Nøj, for en tåkrummende fiasko!
Den europæiske Super League, som skulle have været storklubbernes cash cow, ligger nu tilbage som en afpillet kylling. Efter bare to døgns levetid.
Tirsdag aften trak de engelske klubber Chelsea, Manchester City, Arsenal, Tottenham, Manchester United og Liverpool sig én efter én. Onsdag formiddag fik en dødfødt idé så det endelige dødsstød. De 12 klubber vender tilbage til UEFA-systemet med bøjet nakke og beskidte fingre.
12 af klodens største klubber spillede højt spil i grådighedens navn og tabte. De brød med nogle af de sidste vigtige normer, som er tilbage i en fodboldverden, der er dybt korrumperet af de enorme beløb, som fosser rundt i den. Og de blev straffet for det.
De seneste dages vanvittige udviklinger viser den enorme tonedøvhed, der findes på allerhøjeste niveau i fodboldens verden. Den viser endnu en gang, at de hovedrige ejere i de største klubber er ude af trit med virkeligheden og de fans, som i sidste ende både betaler gildet og er hele fodboldens eksistensgrundlag.
Ejerne troede, de kunne sminke en idé, der udelukkende handlede om stensikker og kæmpemæssig profit til egne lommer, til at være en redningskrans for fodbolden. Men ingen købte den. Nu står de ejere tilbage som grådige, utroværdige og virkelighedsfjerne.
Desværre kan de ord ikke bare klistres på ejerne i de største klubber. De passer også på toppen af FIFA og UEFA.
Penge styrer fodboldens verden med hård hånd. Hvad enten det er de penge, vi kan se, eller de enorme summer, der skifter hænder i mørket under bordet. Det var eksempelvis sådan, et skandaleramt VM endte i Qatar.
Men de seneste dage har vist, at det er muligt at vinde noget af magten tilbage. Ikke det hele. Men noget af den. Hvis fans, spillere, medier og de andre kræfter, der er på spil omkring fodbolden, går sammen med én klar stemme, er det muligt at flytte og ændre tingenes tilstand. Det er muligt at bremse pengenes kraft og ændre beslutninger, som ellers er truffet. Lad os have det i baghovedet, næste gang vi diskuterer VM i Qatar…
I denne uge blev grænserne i den grad trukket op. Mellem fans og klubber, mellem følelser og penge, mellem kultur og kapitalisme og mellem fairness og det modsatte. Det var ikke fair, at 12 klubber – de ville have flere med – skulle skille sig ud og konkurrere i en liga, de ikke kunne rykke ud af. Fodbold handler om sejre og nederlag, og om at de sejre og nederlag har betydning eller konsekvenser.
Det har fansene altid vidst. Nu ved klubberne og deres ejere det også. Præcis ligesom de nu ved, at fansene har en stemme – og at den stemme har både vægt og magt bag sig. Meget magt.
Det håber jeg, at alle – klubber, ejere, UEFA og FIFA – nu skriver sig bag øret og husker. Og jeg håber i den grad, at fansene og vi andre gør det samme. Sker det, kan denne uge måske – men kun måske – blive et positivt vendepunkt for den sport, som så mange af os holder så meget af.
