Er det nu, Brøndby!?

For tre år siden stod jeg i en overbelyst gang under CASA Arena i Horsens med en flok knækkede Brøndby-spillere. De var ødelagte, desillusionerede og grådkvalte. Grunden kender vi alle. To mål i de døende minutter fra en islandsk Horsens-angriber ødelagde alle blå-gule drømme om det første Superliga-guld i 13 år.

Det var med dét spøgelse siddende på skuldrene, Brøndby-spillerne gik ind til torsdagens gyser i Aarhus. Og på et tidspunkt så det ud til, historien på det nærmeste ville gentage sig. Brøndby kom foran, modstanderen udlignede - og så betød unge Morten Frendrups udvisning ovenikøbet, at de blå-gule blev tvunget til at spille næsten en time i undertal.

Men de gjorde det. De vandt. Mod alle odds – og med spøgelset på skuldrene.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Nu er Brøndby kun én sejr fra et både overraskende og dybt imponerende mesterskab. Slår de FC Nordsjælland hjemme på 'Vilfort Park' er Brøndby danske mestre. For første gang i 16 år. Seksten år!

Niels Frederiksens hold kan selv afgøre, om mere end halvandet traumatiserende årti med flere ned- end opture og flere skandaler end jubelstunder skal ende med et enkelt slag på mandag. Alt det kræver er en sejr mod et mandskab uden noget at spille for.

Jeg burde måske vente med at hylde Brøndby til på mandag, for selvfølgelig kan det stadig gå galt. Det kan det da! Men torsdagens sejr i Aarhus viste en fænomenal mental styrke og en afklarethed, som fortjener at få alle tænkelige superlativer med på vejen.

At gå mod historikken, en udvisning og to straffespark – og tage et par waders på de mulige gummiben – kræver et specielt hold. Og det er Brøndby i denne sæson personificeret i tomålsskytten og Superliga-topscoreren Mikael Uhre. Brøndby er et ud over stepperne-hold. Og som det ser ud nu, fører stepperne direkte mod guldet.

Der var forløsende glædestårer i øjenkrogen på Niels Frederiksen, da dommer Sandi Putros fløjtede kampen i Aarhus af.

Dem kommer der med garanti mange flere af overalt på Brøndby Stadion, på den københavnske vestegn og mange, mange andre steder i landet, hvis det på mandag lykkes at kravle det sidste stykke over stregen og snuppe det guld, som har været uopnåeligt, siden Michael Laudrup huserede på trænerkontoret.

Det bliver neglebidende, skræmmende og helt igennem vanvittigt på mandag. Men jeg tror, de gør det. Jeg tror, en af dansk fodboldhistories største forløsninger kommer til Vestegnen.

Så for selv at svare på spørgsmålet i toppen af kommentaren her ... Ja, selvfølgelig er det nu, Brøndby!