Det var vilde scener, der udspillede sig ved Brøndby Stadion natten til fredag.

Her blev Brøndby-spillerne nemlig mødt af mange jublende fans, romerlys, fyrværkeri og utallige slagsange efter en lang bustur fra Aarhus, som de havde taget tre enormt vigtige point med hjem fra.

Sejren på 2-1 over AGF torsdag aften betyder nemlig, at Brøndby er nyt førerhold i Superligaen med blot én spillerunde tilbage. Hvis det bliver til en sejr på hjemmebane mod FC Nordsjælland på mandag, er de blå-gule danske mestre for første gang siden 2005.

Du kan se en video af den vilde velkomst øverst i denne artikel.

Steven Knap/Byrd

Selv at kunne afgøre tingene i sidste spillerunde har Brøndby-fansene ikke oplevet længe. Derfor var flere hundrede mødt op på Brøndby Stadion for at hylde Niels Frederiksens tropper efter den flotte sejr i Aarhus, hvor holdet havde spillet en mand i undertal i lang tid, fordi Morten Frendrup fik rødt kort efter 35 minutter.

Menuen bestod af slagsange til mere eller mindre hver eneste spiller, masser af stemning samt mange raketter. Ja, trætheden havde ikke meldt sig hos fansene, selv om det var blevet sent.

Lysten til søvn var måske en smule større hos Brøndby-truppen, men hvis det var tilfældet, blev det glemt for en stund.

Spillerne havde således overskud til at takke fansene for deres fremmøde med eksempelvis klapsalver og jubel.

Steven Knap/Byrd

B.T. har fredag morgen været i kontakt med Københavns Vestegns Politi, der beretter om en nat uden de store problemer.

»Det gik rigtigt fint. Der var naturligvis en del larm, når så mange fans mødes i sådan en anledning. Der blev affyret noget pyro, som naturligvis larmer, og det gav en lille smule klager og lidt telefonopringninger herinde, når det nu foregik midt om natten. Men det blev håndteret fint derude, og fansene havde en god dialog med vores indsatsleder på stedet,« siger vagtchef Morten Steen.

Mikael Uhre blev den helt store helt i Aarhus, da han scorede begge Brøndbys mål. Hans navn blev da også råbt mange gange, da bussen trillede ind ved Brøndby Stadion.

Med sejren fører Brøndby nu Superligaen, og klubben kan dermed mandag sikre sig sit første danske mesterskab i 16 år, når de i sidste spillerunde tager imod FC Nordsjælland.

Steven Knap/Byrd