KOMMENTAR

Det havde pyntet på fortællingen om Nikolaj Jacobsens første slutrunde som landstræner, at Danmark havde sluttet EM af med en bronzemedalje. Nu ender det i stedet med en fjerdeplads og to tabte kampe som den skuffende udgang på anstrengelserne i Kroatien.

Jeg er helt på omgangshøjde med det faktum, at dette landshold ikke samler på bronzemedaljer. Selvforståelsen er, at man skal spille om guld - ikke deltage i taberfinaler, som bronzedysten jo uomtvisteligt er. Det er lidt som at være inviteret til en stor gallafest for så at få annulleret sin invitation og blive tvunget til at komme og servere i stedet. De færreste synes, det er fantastisk spændende.

Jeg kan godt lide, at landsholdet sigter efter trofæerne og ikke lader sig stille tilfredse med bare at komme frem til finaleweekenden. Men i forhold til at bygge holdet op under Nikolaj Jacobsens ledelse og skabe et solidt fundament for den ukuelige vindermentalitet, han så inderligt ønsker at fremelske på holdet – ja, så havde det altså været et godt afsæt at komme fra disse europamesterskaber med medaljer om halsen.

Men landsholdet manglede lige det sidste hele vejen rundt for at snyde de franske verdensmestre for bronzen. Nikolaj Jacobsen signalerede selv, at kampen ikke var en must win ved at sætte René Toft Hansen op på tribunen og åbne med Mikkel Hansen på bænken. Ligesom Niclas Kirkeløkke blev smidt for løverne efter at have været helt ude af holdet i de sidste fem kampe. Den slags dispositioner emmer ikke af ’den her skal vi død og pine vinde, drenge’.

At landstræneren så også insisterede på at holde Kirkeløkke på banen i første halvleg, selvom han var en omvandrende katastrofe, hjalp heller ikke på de danske muligheder.

Føromtalte Mikkel Hansen blev sat i spil, da danskerne kæmpede med at finde løsninger i angrebet i første halvleg, men det var heller ingen umiddelbar succes. Den danske stjerne leverede en uinspireret indsats med ringe kvalitet i sine aktioner. Jeg spurgte Mikkel Hansen efter kampen, hvordan hans knæ havde det, og han svarede selv, at ’det har det egentlig okay’. I så fald fortjener han stor kritik for ikke at levere en bedre præstation i en medaljekamp. Men landstræner Nikolaj Jacobsen forklarede efter nederlaget, at Mikkel Hansen fik et vrid i knæet mod Sverige, som han var meget hæmmet af.

Se, så kan jeg bedre få Hansens præstation til at give mening. Uanset årsagen manglede Danmark imidlertid sin største stjerne til at bidrage på banen, for danskerne var hele tiden mindst et halvt skridt efter franskmændene.

Retfærdigvis skal det siges, at der også var et par mystiske dommerkendelser, som gik imod danskerne.  De to rumænske dommere var direkte elendige, og de gjorde, hvad de kunne, for at frustrere spillerne og ødelægge kampens rytme med en lang række uforståelige kendelser og udvisninger. Dommernes inkompetence ramte danskerne hårdest, men det vil være for let at bortforklare nederlaget med, at det var dommernes skyld.

I sidste ende har danskerne kun sig selv at takke. Landsholdet ramte ikke en formtop i denne finaleweekend og ender derfor med at trække det korteste strå i kampen om medaljer. Det er egentlig symptomatisk for et EM, hvor Danmark ikke har ramt topniveauet i en hel kamp. Vi har set brudstykker af noget rigtig interessant, men de sidste procenter har manglet. I målmandsspillet, forsvaret, angrebet og kontrafasen. Og så åbenbarede weekenden, at der altså også er en del at arbejde med i forhold til det mentale spil og vindermentaliteten.

LÆS OGSÅ: BTs karakterer efter bronzenederlag: Flere spillere dumper!

Derfor må Nikolaj Jacobsen hjem at kigge på, hvordan han får forløst holdets fulde potentiale inden næste års VM på hjemmebane, hvor ambitionen naturligvis skal være guld.