Salget af nye biler faldt ud over en klippe i januar.

Dugfriske tal fra branchen viser således, at der blev nyregistreret 8.848 nye personbiler i første måned af 2024. Og det er et fald på 15 procent i forhold til januar sidste år.

Samtidig afslører tallene, at andelen af de nye biler, som kører på el, er faldet i forhold til det niveau, som vi sluttede 2023 på.

I december var det nemlig over 50 procent af det samlede bilsalg, som var elbiler, men i årets første måned er andelen blot 35 procent.

Det er det laveste niveau siden august 2023, og hos brancheorganisationen De Danske Bilimportører erkender man, at det er 'langt fra forventningen' om, at andelen vil stige betydeligt i 2024.

Branchen er dog endnu ikke gået i panik, for man mener at have en god forklaring. Og at problemet faktisk allerede er løst.

De Danske Bilimportører skriver således torsdag i en pressemeddelelse, at en stigning i bundfradraget i registreringsafgiften for elbiler, som var en del af finanslovsaftalen, først er trådt i kraft i dag.

B.T. har tidligere i begyndelsen af januar beskrevet, hvordan man kunne spare flere tusinde kroner på at vente med at indregistrere sin nye elbil til efter udgangen af januar.

Det skyldtes forældede it-systemer, konstaterede FDM ved den lejlighed.

Forhandlerne forventer nu, at der igen vil komme gang i salget af især elbiler.

»Danskerne er prisfølsomme, og derfor påvirkes elbilsalget af et lavere bundfradrag i registreringsafgiften,« siger Mads Rørvig, som er administrerende direktør hos De Danske Bilimportører.

Han benytter samtidig lejligheden til at minde det politiske system om, at der introduceres et højere afgiftsniveau på elbiler herhjemme om under to år.

»Elbilsalget påvirkes betydeligt af afgiftsniveauet, og derfor er det særligt vigtigt for den grønne omstilling, at afgifterne ikke kommer til at stige fra 2026, som det ellers er planen i den nuværende politiske ramme,« siger Mads Rørvig.

Salget af nye biler i Danmark steg i 2023 til 172.763 efter et særdeles skidt 2022 for branchen, hvor der kun blev solgt 148.277 nye biler.