Overvejer du at købe en købe en elbil? Eller har du investeret i én, men endnu ikke indregistreret den?
Så bør du læse med her – for en lille finte kan spare dig tusinder af kroner.
Hvis du venter med at indregistrere elbilen til februar sparer du således 3.000 kroner sammenlignet med, hvad det vil koste her i januar, skriver Finans.
Årsagen er politisk. I finansloven for 2024 er det besluttet, at bundfradraget på elbiler ikke skal stige i 2024 og 2025.
Overvejer du og din familie at købe elbil i den kommende tid? Men er I i tvivl om, hvordan og hvad I skal vælge? Så vil vi gerne høre fra jer. Skriv til journalist Peter Schulz på pesc@bt.dk.
Men ændringen træder ikke i kraft før til februar, så hvor bundfradraget her vil være 165.500 kroner, er det altså 3.000 kroner lavere i januar. Det gør sig gældende for biler til over 430.000 kroner.
Forbrugerøkonom hos FDM, Ilyas Dogru, siger til Berlingske, at den reelle besparelse ved at udskyde indregistreringen til februar er større end de 3.000 kroner.
»Fordi beløbet er skattefrit, skal du tjene cirka 6.000 kroner for at hente samme beløb. Så det er alligevel lidt penge. Men hvis man har brug for bilen nu, så er det jo bare at få den indregistreret,« siger Ilyas Dogru.
Overfor B.T. undrer FDMs forbrugerøkonom sig over, at det overhovedet er kommet dertil, at det er dyrere at indregistrere en elbil i januar, end fra og med februar.
»Det handler om, at statens ældgamle it-systemer ikke er agile nok til at kunne håndtere hurtige forandringer. Hvis politikerne vil gøre noget hurtigt ved sådan noget her, så kan de ikke,« siger Ilyas Dogru og fortsætter:
»Det kan godt være, at det her virker som et lille problem, men det er da irriterende og for dårligt, at man skal betale 3.000 kroner ekstra på grund af en teknikalitet i et sløvt it-system.«