637 kommentarer. 447 reaktioner. 204 delinger.

Så stor har responsen foreløbig været på et nyligt opslag på B.T.s facebook-side med en historie om Anja Bak Hermansen.

Hun har oplevet problemer med at få sin elbil – en Ford Mustang Mach-E – til at bremse i flere situationer. Og nu tør hun ikke længere køre i elbilen.

En del af kommentarerne på opslaget synes at udtrykke skepsis over for elbiler.

»Jeg har ikke ondt af folk, der var dumme nok til at købe en elbil i første omgang,« lyder det i én brugerkommentar.

»Her gik jeg og troede, at elbiler var Guds gave til bilister,« skriver en anden.

Og at den skepsis findes blandt rigtig mange danskere, er et billede, som man kan genkende flere steder.

Blandt andet hos energi- og fibernetkoncernen Andel, som ejer ladeoperatøren Clever.

Hos Andel har man i en kampagne på sociale medier slået til, at man mener, at de traditionelle benzin- og dieselbiler 'hører til på museum'.

Ligesom B.T. er man efterfølgende blevet bestormet af brugere – også af modstandere af elbilerne.

»Vi har fået over 6.000 kommentarer om elbiler på vores sociale medier den sidste måned,« konstaterer kommunikationsdirektør i Andel, Rikke Trikker.

»Rigtig mange danskere er virkelig vilde med at diskutere elbiler, og det er vigtigt og enormt positivt, for samtalen fremmer forståelsen,« tilføjer hun.

Også hos FDM har man lagt mærke til, at der foregår en ophedet debat mellem to lejre.

I en nylig udgave af B.T.s podcast Spar Kassen fra 18. september fortalte forbrugerøkonom Ilyas Dogru om den reaktion, som han oplever i kommentarspor på sociale medier og i indbakken.

»Så snart vi er ude og sige noget offentligt, så får vi et push-back i form af masser af mails og gerne lange mails, der har det modsatte synspunkt,« sagde Ilyas Dogru i september.

»Også når vi skriver artikler og deler dem på sociale medier – især på Facebook – så er der bare krig, for så er der lige pludselig to fløje, der hader hinanden,« fortalte han.

Rikke Trikker mener, at der nu er behov for at få ryddet op i myter om elbiler, der ikke længere holder.

»Udviklingen inden for elbiler er gået rigtig stærkt, så børnesygdomme og mange problematikker er nu løst, og det er der brug for at informere om,« forklarer hun.

Hos Andel har man også lagt mærke til, at elbilernes andel af nysalget er markant stigende, og at mange danskere træffer beslutning om at skifte.

»Vi ser bestemt den gode udvikling, og anerkender de mange danskere, der vælger, at den nye bil skal køre på el og ikke benzin og diesel,« siger Rikke Trikker.

»Vi konstaterer blot, at det fortsat er knap halvdelen, der midt i en buldrende klimakrise stadig investerer i en bil, der vil udlede CO2 og NOx-partikler fra udstødningsrøret de næste 15-16 år,« siger hun.

Elbilbestanden i Danmark kravlede for få dage siden over 300.000, og det er vel at mærke ud af en samlet bilpark på omkring 2,85 millioner personbiler.

Du kan høre hele Spar Kassen-afsnittet med Ilyas Dogru på Spotify eller Apple. Eller lige her:

Spar kassen

Dagens episode er sponseret af MineTilbud. Med MineTilbud app’en får du et samlet overblik over alle tilbudsaviser inden for dagligvarer, hus og have, bolig og indretning og elektronik. Hent Minetilbud app’en nu og sammenlign priser og udvalg på tværs af butikker og brands, så du nemt kan spotte det gode tilbud, planlægge dine indkøb. Chefkonsulent i FDM Ilyas Dogru guider dig igennem biljunglen og forklarer, hvorfor og hvornår det giver mening at skifte til en elbil. Det kan nemlig spare dig tusindvis af kroner. Han forklarer desuden, hvordan el i bilerne stadig kan gøre folk vrede, samt hvordan udenlandske kræfter snart får betydning for vores bilmarked herhjemme. Vært: Marie Milling, journalist på B.T. Penge Gæst: Chefkonsulent i FDM, Ilyas Dogru Producer: Frederik Riis-Jacobsen Programansvarlig: Niels Philip Kjeldsen, journalistisk chef på B.T. Få konkrete og gratis råd til at træffe bedre økonomiske valg i dit liv ved at skrive dig op til nyhedsbrevet Spar Kassen fra Niels Philip Kjeldsen: https://www.bt.dk/privatoekonomi/spar-kassen-faa-konkrete-og-gratis-raad-til-at-traeffe-bedre-oekonomiske