Ekspert råder danskere: Tank bilen i udlandet
Ifølge forbrugerøkonom er det en god økonomisk investering at fylde tanken, inden man passerer Danmarks grænse.

Ifølge forbrugerøkonom er det en god økonomisk investering at fylde tanken, inden man passerer Danmarks grænse.

Fredag er prisen på diesel i Danmark igen steget og ligger nu på 17,38 kroner per liter.
Det er tiende dag i træk, at kurven tager et nyk opad i pris, oplyser tjenesten Benzinpriser.io.
Og står sommerferien på køreferie, så er det en god idé at fylde tanken, inden du kører tilbage over den danske grænse.
Det fortæller forbrugerøkonom og chefkonsulent hos FDM, Ilyas Dogru.
»Hvis man er i Sverige eller Norge, skal man tanke der. Det er meget billigere, fordi regeringen har hjulpet bilisterne ved at sænke afgifterne, lyder det.
Han understreger, at det ligeledes kan betale sig at tanke i Tyskland, hvis man vil spare penge.
I vores nabolande har de nemlig lavere afgifter, hvilket i den grad afspejler sig i priserne på brændstof.
De høje priser skyldes i særdeleshed situationen i Mellemøsten.
»Grunden til, at priserne stiger, er eskalationen i Mellemøsten, og at Hormuzstrædet er lukket igen. Det kan betyde, at der kommer mindre olie ud af Mellemøsten, og så stiger priserne,« fortæller forbrugerøkonomen.
At det i disse dage særligt er prisen på diesel, der stiger, skyldes mangel på raffinaderiprodukter, fordi Danmarks har sanktioneret russisk olie.
Ilyas Dogru fortæller, at hvis krigen i Mellemøsten fortsætter, kan vi sagtens risikere at komme op på de rekordhøje priser, vi så i april – hvis ikke endnu højere.
Hvis du vil spare mest muligt på din bils brændstof, så kommer forbrugerøkonomen med et godt råd:
»Et godt råd er at køre pænt og ikke for hurtigt. Så man spare på brændstoffet,« siger han og understreger, at hvis man kører 110 km/t. i stedet for 130, så sparer man 20 procent af brændstofforbruget.