Danskerne kan se det sort på hvidt, når de ruller ind på tankstationerne. 

Priserne på benzin og diesel er skudt i vejret. Men hvor flere af Danmarks nabolande har indført forskellige tiltag for at dæmpe de høje priser, er der ikke sket noget i Danmark. 

Spørger man Danmarksdemokraternes finansordfører, Dennis Flydtkjær, bør der handles ved at sænke afgifterne på benzin og diesel. 

»Priserne er steget ret voldsomt som følge af krigen mellem USA og Iran, og det har store konsekvenser for mange, særligt dem, der pendler til og fra arbejde,« siger han til B.T. og fortsætter: 

»Danskerne står med de samme udfordringer som i Norge, Sverige og Tyskland, hvor priserne stikker helt af. Derfor synes jeg, at vi med det samme bør sænke afgifterne i en midlertidig periode.«

Siden begyndelsen af marts er priserne da også steget markant. En liter diesel er gået fra at koste 13,39 kroner 1. marts til 17,39 kroner 14. april.

Konkret foreslår Danmarksdemokraterne, som også har talt med DR, at sænke afgiften på benzin og diesel til EUs minimumsniveau i en midlertidig periode. 

Dansk Folkeparti har ifølge DR fremsat et beslutningsforslag tirsdag om at fjerne afgiften permanent, mens Danmarksdemokraterne mener, at det kun skal være midlertidigt. 

»Det skal ikke være permanent, fordi krigen forhåbentlig stopper på et tidspunkt, og markedet stabiliserer sig. Men vi ved ikke hvornår, så lad os i første omgang sige resten af året,« siger Dennis Flydtkjær.

I Norge har man allerede sænket afgifterne på benzin og diesel frem til 1. september, mens Sverige følger trop med en sænkning fra 1. maj.

Dansk Folkeparti foreslog tirsdag at fjerne afgiften på benzin og diesel permanent. 
Dansk Folkeparti foreslog tirsdag at fjerne afgiften på benzin og diesel permanent.  Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

En af forklaringerne på, at der endnu ikke er taget hul på konkrete tiltag i Danmark som i flere nabolande, er de igangværende regeringsforhandlinger.

Socialdemokratiets finansordfører, Christian Rabjerg Madsen, oplyser, at partiet først vil forholde sig til konkrete forslag, når en ny regering er på plads.

Dennis Flydtkjær mener dog stadig, at der skal gøres noget på trods af de igangværende forhandlinger. 

»Problemet er her og nu, og det er svært at sige, hvornår regeringsforhandlingerne slutter. Danmark skal ikke bare sidde på hænderne og vente,« siger Flydtkjær.

Der er dog ikke opbakning fra alle parter. Ligesom Nationalbanken advarer mod at sænke afgifterne, er Liberal Alliances skatteordfører, Mads Strange, også imod. 

Alternativets Torsten Gejl fortæller, at de er åbne overfor midlertidigt at hjælpe de mest udsatte, så længe finansieringen ikke går fra klimaprojekter. 

Moderaterne og Venstre, som er en del af den fungerende regering, er ikke vendt tilbage på B.T.s henvendelse.