Premier League byder runde efter runde på smukke mål, kontroversielle kendelser, interessante interviews og alt derindimellem.

I Premier Leagues 5 Sandheder evaluerer vi de største historier fra den netop overståede runde.

Rundens Historie

Stort set ingen levnede Hull City nogen chancer for overlevelse i denne sæson. 

Vi har selv i vores store Premier League-overblik peget på dem som en af vores nedrykningskandidater, men lige nu er de ved at gøre forudsigelserne til skamme.

Hull City er et af blot fire mandskaber, der har maksimumpoint efter de første to spillerunder. Sammen med Arsenal er Hull et af to hold, som har holdt clean sheet i de første to runder.

Gennem Premier League-historien er kun 39 mandskaber startet en sæson med to sejre i de første to kampe, hvor man samtidig har holdt clean sheets. Kun én gang er et af de 39 hold rykket ned.

Det skete i 2017/2018-sæsonen, hvor West Brom kollapsede efter at have vundet i de første to spillerunder. Man vandt blot en enkelt gang i de efterfølgende 31 runder og sluttede sidst.

Utopisk at det sker igen på et tidspunkt, hvor Hull allerede er 15 procent af vejen til den magiske 40 points grænse, der som oftest betyder overlevelse.

Rundens Diskussion

Hvad sker der i Liverpool og med deres transferstrategi? Umiddelbart er den mærkværdig og bør skabe panderynker hos manager Andoni Iraola.

»De bliver undermineret af manglende rekruttering på back-positionerne og på den centrale midtbane,« har Gary Neville udtalt.

Ganske vist har man fået sin drømmespiller i Bradley Barcola, men klubbens første to kampe i denne sæson har understreget, at der mangler en kvalitetsspiller på den defensive midtbane, en højre kant og mere power på særligt højre back.

Umiddelbart er rekrutteringen og de spillere, Liverpool sættes i forbindelse med en blandet pose bolsjer. Det emmer ikke ligefrem af rettidig omhu, når man som klub skyder med spredehagl fem minutter i transfervinduets lukketid.

Og så er vi tilbage ved klubbens sportslige setup. Liverpools sportsdirektør, Richard Hughes, er angiveligt i gang med sit sidste transfervindue i England, da han skifter til Al Hilal.

Hvor meget kan man egentlig fokusere på Liverpools interesser, når man har det ene ben i Saudi-Arabien? Det er et spørgsmål, som er relevant at stille i en tid, hvor man godt kan frygte for Liverpools ve og vel.

Rundens Statistik

Mange Arsenal-fans havde bange anelser, da William Saliba gik i stykker under VM og blev meldt ude i flere måneder med en rygskade.

Indtil videre har fraværet af den franske forsvarsgeneral ikke været til at få øje på med Cristhian Mosquera som fuldgod afløser i de første to spillerunder, mens man har hentet Ezri Konsa i Aston Villa som ekstra gardering.

To clean sheets har Arsenal leveret i de første to spillerunder, og fortsætter de, kan de udfordre Chelseas vilde Premier League-rekord på blot 15 indkasserede scoringer.

Kigger man på, hvad Arsenals defensiv har haft at forholde sig til, kan man realistisk sigte efter at slå rekorden.

Efter de første to kampe har Arsenal tilladt sine modstander blot 11 afslutninger med en samlet xG på 0,54. Aston Villa noterede ikke engang et skud på mål, mens Coventry klokkede et enkelt i første spillerunde.

0,05 er den gennemsnitlige xG på de afslutninger, som Arsenal får imod sig.

Rundens Dansker

Patrick Dorgu havde en mildest talt elendig sæsonpremiere, hvor han blev pillet ud i pausen og efterfølgende blev slagtet af den engelske presse.

Michael Carrick bakkede efterfølgende danskeren op, men alligevel måtte Patrick Dorgu tage til takke med at starte på bænken mod Ipswich i den efterfølgende runde.

Afløseren var Marcus Rashford, der efter flere lejeophold, startede sin første Manchester United-kamp i 626 dage.

Umiddelbart ildevarslende for Patrick Dorgu, hvis han skal blive overhalet på venstrekanten. Alternativt kan Michael Carrick begynde at se mere værdi i danskeren på venstre back, hvor Luke Shaws skadeshistorik sjældent gør ham pålidelig en hel sæson igennem.

Dorgu kunne dog se Marcus Rashford levere en præstation på det jævne i en kamp, hvor Bruno Fernandes stjal showet med sit hattrick.

Rundens Kuriøse

Den ene kæmpetransfer efter den anden sker i disse dage - også i den engelske non-league.

Faktisk er der blevet slået non-league-transferrekord denne sommer. Det sker altså ikke hver dag.

National League-klubben Boreham Wood har således solgt sin kantspiller Abdul Abdulmalik til svenske Djurgården for en pris på omkring 13 millioner kroner.

Dermed overgår han Jamie Vardys non-league-transferrekord. Den blev sat i 2012, da Leicester City betalte knap ni millioner kroner for angriberen til Fleetwood Town. En ganske god investering.

Nu håber Djurgården, at de har lavet samme scoop med 23-årige Abdul Abdulmalik, som lavede 15 ligamål og ni assister i sidste sæson.

»Jeg er klar til næste udfordring. Jeg er klar til at bevise overfor mig selv og dem omkring mig, at jeg har evnerne til at nå til tops,« har han udtalt ifølge BBC.

Det skal han bevise i svensk fodbold.

Dette indhold er produceret i samarbejde med en annoncør. Berlingske Medias uafhængige redaktioner har intet med udarbejdelsen og publiceringen at gøre.