Kæmpe overblik: Alt du skal vide om Premier League
Premier League er tilbage, og her bliver du klædt på med al relevant viden

Premier League er tilbage, og her bliver du klædt på med al relevant viden

Verdens bedste klubturnering Premier League er tilbage.
Nogle af klodens største fodboldstjerner skal i aktion igen efter en sommer, der har budt på et stærkt underholdene VM.
Spørgsmålene er altid mange forud for en ny sæson, men her laver vi den helt store gennemgang, som klæder dig på til Premier League i 2026/2027.
Hvem vinder Premier League?
Det kedelige svar er Arsenal, men i manges øjne er de den absolutte topfavorit til at genvinde Premier League.
Deres base og fundament er på plads fra sidste sæson, og så har man endda styrket midtbanen med en af verdens bedste i Bruno Guimarães fra Newcastle. Kritikkerne vil mene, at Mikel Arteta skylder at videreudvikle holdets offensive potentiale.
Øvrige titelbejlere vil i et meget ligeligt felt være Manchester City, Chelsea og Liverpool, som alle har skiftet træner og skal bygge en ny identitet.
Dette kan også blive sæsonen, hvor Manchester United igen blander sig i den absolutte top.
Herunder får du relevante odds og meget mere Premier League-indhold.
Hvem rykker ned?
Det er altid nemt at pege på de tre oprykkere Hull City, Ipswich Town og Coventry City, og der synes da også at være konsensus om, at de alle kan rykke ned.
Buddet herfra bliver dog Hull, Ipswich og Fulham - i den rækkefølge. Coventry har handlet godt ind, mens mange formentlig vil få øjnene op for, at Marco Silva fik Fulham til at overpræstere på en måde, som Alvaro Arbeloa får svært ved.
Sunderland, som skal spille i Europa, vil formentlig også få et realitetstjek og vende tilbage til hverdagen. I forhold til expected point overpræsterede de også vildt i sidste sæson.
Helt nye regler er også blevet indført i Premier League - få overblikket her.
Største handler
Som tingene er lige nu, har Premier League-klubberne til sammen handlet for svimlende 2,54 milliarder euro. Det svarer til omkring 19 milliarder danske. Lejeaftaler og fees til spillere på frie transfers er fraregnet.
Sunderland er den eneste klub, som ikke har købt en spiller, mens Chelsea har brugt flest penge - lidt over tre milliarder kroner.
Den største transfer står Chelsea også for med købet af Morgan Rogers for lidt over en milliard kroner i Aston Villa. Morgan Rogers er også sommerens største salg.
Elliot Andersons skifte fra Nottingham Forest til Manchester City er også på over en milliard, mens andre store handler er Sandro Tonali fra Newcastle til Tottenham og Mateus Fernandes fra West Ham til Tottenham.
De har kostet lidt over henholdsvis 800 og 740 millioner kroner.
Kilde: Transfermarkt.
Hvem har lavet den bedste handel?
Én ting er at bruge mange penge, men en anden er at bruge pengene mest fornuftigt.
Et stort prisskilt forpligter og kan i værste fald tynge selv de mest professionelle spillere - hvem husker ikke Fernando Torres kæmpeskifte fra Liverpool til Chelsea i 2011, som gik helt galt? Eden Hazard floppede også kolossalt i Real Madrid, mens Philippe Coutinho heller ikke blev nogen succes i FC Barcelona.
Mamadou Sangaré - Lens til Brentford
Brentfords køb af Mamadou Sangaré for knap 360 millioner kroner kan vise sig at være et kæmpe steal. Han er en tacklemaskine og dækker et kolossalt område på midtbanen. Hans mål- og assistkonto kommer ikke til at stikke af, men det er heller ikke derfor, han er blevet købt. Tilgangen er dog skidt nyt for Mathias Jensens muligheder for spilletid.
Youri Tielemans - Aston Villa til Manchester United
Potentielt et af de bedste value for money-indkøb denne sommer. 29-årig belgisk kvalitet koster 300 millioner kroner, men det er altså en investering til øjeblikkelig succes fremfor et udviklingsprojekt.
Johan Manzambi - Freiburg til Aston Villa
Potentiale har Aston Villa købt ind på i schweiziske Johan Manzambi på 20 år. Og dog har han bevist sig i Bundesligaen og var ganske imponerende at følge ved VM med sine tre mål og to assister. Kostede lige knap 450 millioner kroner.
Ni danskere kan få minutter i denne Premier League-sæson - få overblik og forventninger her.
Hvem bliver topscorer?
Sidste sæson vandt Erling Haaland med 27 scoringer Premier Leagues Golden Boot. Han er varm kandidat til at gentage bedriften.
Erling Haaland, Manchester City
Hans målrekorder taler for sig selv. 112 scoringer i 132 Premier League-kampe. Haaland er, som han også beviste til VM, verdens vildeste målscorer. Det kan godt være, han ikke altid er involveret i kampene, men han er der, når boldene skal høvles i mål. Absolut topfavorit til Golden Boot.
Alexander Isak, Liverpool
Man må ikke glemme, at han scorede 23 gange i 2024/2025-sæsonen og sluttede foran Haaland og bag Mohamed Salah i kampen om Golden Boot. Sidste sæson var skuffende og præget af skader, hvorfor svenskerne nu skal tage til genmæle.
Igor Thiago, Brentford
22 Premier League-scoringer lavede han i sidste sæson, og nu skal han bevise, at han ikke blot er en døgnflue.
Joao Pedro, Chelsea
15 fuldtræffere lavede han for Brighton i sidste sæson, og den total skal han forsøge at overgå i Chelsea-trøjen.
Viktor Gyökeres, Arsenal
De fleste Arsenal-fans vil synes, at svenskerens debutsæson var en smule undervældende, men 14 af hans 21 scoringer kom altså på den anden side af årsskiftet, og det giver forhåbninger om, at han er ved at være ovre indkøringsfasen.
Ollie Watkins, Aston Villa
Det er egentlig overraskende, at han ikke har fået et større skifte ud af Aston Villa, for Watkins er garant for mål og har scoret 91 af slagsen i Premier League siden 2020. Han scorer dog sjældent nok til at vinde Golden Boot.
William Osula, Newcastle
Måske er det at svinge lige lovligt meget med klaphatten, men Osula var glohed mod sidste sæsons afslutning. Er han igen dygtig nok til at være klubbens førsteangriber, så bliver han giftig og en modbydelig udfordring for ethvert forsvar.
Benjamin Šeško, Manchester United
Hvis Manchester United skal tage et nøk op, skal de have en angriber, der kan lave 20+ mål. Michael Carrick tror selvfølgelig på, det kan være Šeško, men det kræver, at sloveneren lægger på sit spil.
Hvem bliver markant bedre i denne sæson?
Tottenham
Det er næsten et for oplagt valg, og det kan nærmest heller ikke gå værre end i sidste sæson. Roberto De Zerbi sikrede overlevelse og har fået, hvad han har peget på i dette transfervindue. Tottenham skal som minimum være tilbage i subtoppen.
Nottingham Forest
Højt at flyve, dybt at falde. Gassen gik ud af ballonen i sidste sæson, da Nottingham Forest skulle balancere ligaen og Europa League. En 16. plads bør de kunne gøre meget bedre særligt med Oliver Glasner ved roret.
Chelsea
The Blues har fået styr på sin cheftræner og har samtidig handlet voldsomt ind på transfermarkedet for at give Xabi Alonso alle muligheder for en bedre placering end sidste sæsons 10. plads. Indkøbene peger også i retning af, at Alonso vil benytte sin 3-4-2-1, han havde så stor succes med i Bayer Leverkusen. Cole Palmer på en af 10'erne i dén formation, lyder meget godt.
Hvem skuffer?
Fulham
Et ganske solidt midterhold siden oprykningen i 2022 under Marco Silva. Portugiseren er nu taget til Benfica, og tabet af ham kommer til at betyde uendelig meget. Fulham kan sagtens ende som nedrykker, selvom Alvaro Arbeloa er kommet til sammen med et par spillere fra overskudslageret i Real Madrid.
Sunderland
Oprykkerne leverede helt vildt i seneste sæson, hvilket har sendt dem i Europa. Kombinationen af de to turneringer samt hjemlige pokalkampe, kan få samme effekt, som det gjorde for Nottingham Forest i fjor. En kedelig placering i Premier League.
Aston Villa
Sidste sæsons nummer fire er blevet rippet sine profiler. Morgan Rogers og Youri Tielemans er fortid, og det kommer til at gøre ondt. Det bliver svært at skulle stile efter en fjerdeplads.
Newcastle
Eddie Howe har taget sit gode tøj og forladt Nordengland. Ind er kommet Matthias Jaissle, der er ung og talentfuld, men ikke med samme pondus som sin forgænger. Samtidig er Anthony Gordon, Sandro Tonali og Bruno Guimarães fortid, som ikke ligefrem gør arbejdsbetingelserne nemmere.
Bournemouth
The Cherries har mistet en af grundpillerne i klubbens fundament. Cheftræner Andoni Iraola er gået til Liverpool, hvilket svækker Bournemouths muligheder for at tangere sidste sæsons sjetteplads. En midterplaceringer er nok mere realistisk, selvom de ifølge expected points underpræsterede.
Hvilken træner er under mest pres fra start?
Enzo Maresca, Manchester City
Italieneren har takket ja til et af sportens mest utaknemmelige jobs ved at overtage efter Pep Guardiola. Samtidig er flere af klubbens mest rutinerede stjerner væk - Bernardo Silva og Rodri til eksempel. Truppen er dog stadig så god, at Manchester City vil være med i toppen, men det må være ubehageligt at skulle bevise sig ud af Guardiolas skygge.
Matthias Jaissle, Newcastle
Tyskeren står overfor en brutal opgave i Newcastle, der har sagt farvel til succesrige Eddie Howe og klubbens tre største stjerner i Anthony Gordon, Sandro Tonali og Bruno Guimarães. Jaissle er et stort talent, men prøvelser og presset på øverste hylde har han ikke prøvet før.
Hele ni trænerskifter har der været forud for sæsonen, hvilket er det højeste antal nogensinde.
Alle har selvfølgelig et vist pres for at bevise sig, og vil du have det fulde overblik over hele trænerrokaden, får du det herunder.
Hvem bliver sæsonens gennembrud?
I sidste sæson blev vi bekendt med spillere som Max Dowman og Rio Ngumoha, men hvem bliver de næste, som skaber et navn for dem selv i Premier League?
Trey Nyoni, Liverpool, midtbanespiller (19 år)
Har allerede fået et par indskiftninger i sidste sæson og har været en af Liverpools bedste i løbet af preseason. Der har dog været rygter om en udlejning.
Sean Steur, Newcastle, midtbanespiller (18 år)
Newcastle har handlet Sean Steur i Ajax, hvor han brød igennem i sidste sæson. Han vandt også Abdelhak Nouri Trophy, som gives til Ajax' bedste akademispiller, som blandt andre Wesley Sneijder og Christian Eriksen tidligere har vundet.
Caleb Yirenkyi, Coventry City, midtbanespiller (20 år)
Han var alt for god til Superligaen, og Coventry har næppe gjort ham til klubbens største indkøb, hvis ikke han er tiltænkt en central rolle. Han har evnerne til at gå ind i Premier League fra dag et.
Brian Madjo, Aston Villa, angriber (17 år)
Han var pludselig på alles læber, da han scorede i Super Cuppen mod PSG. Blev dog skadet i samme kamp og forventes derfor at misse starten på Premier League-sæsonen.
Lucas Herrington, Hull City, central forsvarsspiller (18 år)
Forsvarsspilleren stod stærkt i billedet ved VM, hvor han fik fuld tid i Australiens sidste to kampe. Forinden havde han et rigtig stærkt 2026 i MLS.
George Hemmings, Aston Villa, midtbanespiller (19 år)
Aston Villa har med afgangen af Youri Tielemans og langtidsskaden til Amadou Onana et hul på midtbanen, som Unai Emery vil håbe, at George Hemmings kan udfylde. Han viste i hvert fald lovende takter i Super Cup-finalen mod PSG.
Shea Lacey, Manchester United, kantspiller (19 år)
Alle i Manchester United taler om JJ Gabriel, nu er han nævnt, men med sine 15 år er det nok en postgang for tidligt at introducere ham i Premier League. Til gengæld kan Shea Lacey være en, man skal holde et ekstra øje med.
Joel Drakes-Thomas, Crystal Palace, kantspiller (17 år)
Han fik seniordebut i sidste sæson mod finske KuPS og blev kåret til kampes spiller. To dage senere blev han Crystal Palaces yngste Premier League-debutant nogensinde.
Ryan McAidoo, Manchester City, kantspiller (17 år)
Med Savinho på vej ud kan det bane vejen for Ryan McAidoo, der har vist sig flot frem på Manchester Citys akademi, hvor han blandt andet har vundet ungdomsudgaven af FA Cuppen.
Dette indhold er produceret i samarbejde med en annoncør. Berlingske Medias uafhængige redaktioner har intet med udarbejdelsen og publiceringen at gøre.