Et voldsomt anfald af græspollenallergi har fået den tidligere verdensmester i badminton Viktor Axelsen til at rejse fra Danmark til De Forenede Arabiske Emirater.

Fynboen har valgt at tage imod en stående invitation fra ørkenlandets kronprins om at træne på hans center, NAS Sports Complex, i Dubai.

»Dernede kan han nemlig få luft, da der jo ikke er græs i lige så store mængder som herhjemme. Fredag rejste han af sted. Efterfølgende har slimen løsnet sig, og det går allerede meget bedre. Frem til 6. juli skal han dernede træne med to talenter fra Skovshoved. Herefter rejser han direkte til Asien og undgår på den måde igen at løbe ind i de allergiproblemer, han har på denne årstid i Danmark,« siger Viktor Axelsens manager, Henrik Axelsen, til B.T.

I sidste uge valgte Viktor Axelsen at melde afbud til det igangværende European Games i den hviderussiske hovedstad, Minsk.

Foto: WANG ZHAO
Vis mere

»Jeg er virkelig frustreret over situationen. Jeg havde glædet mig til at komme at komme af sted, og der var også meget vigtige point på spil i forhold til OL,« sagde Viktor Axelsen ved den lejlighed og tilføjede:

»Men jeg er stadig ikke i nærheden af at kunne træne, endsige konkurrere på et fornuftigt niveau, og derfor er jeg nødt til at blive hjemme. Nu gælder det for mig om at komme ovenpå igen og få en god forberedelse frem mod VM i august.«

Badminton Danmarks sportschef, Jens Meibom, lagde i en pressemeddelelse, som DIF udsendte i forbindelse med det triste afbud, ikke skjul på, at han er ked af det på Viktor Axelsens vegne.

'Det er mildest talt rigtig træls for Viktor. Han døjede med astma sidste år på samme tid og er nu rigtig hårdt ramt igen. Det er først og fremmest rigtig synd for Viktor, og her på den korte bane handler det nu om, at han kommer af med generne og får det bedre,' blev Jens Meibom citeret for at sige.

Foto: BAGUS INDAHONO
Vis mere

Sommerens helt store opgave for Viktor Axelsen bliver augusts individuelle VM, der spilles i Schweiz.

Forinden er det meningen, at han skal på træningsophold i Hongkong.

Herefter er han tilmeldt to VM-testturneringer:

Fra 16. til 21. juli i Indonesien og ugen efter i Japan.