Tidligt op. En lang flyvetur. Og så ellers en KÆMPE overraskelse.
Viktor Axelsens fredag ryger nok ikke i glemmebogen lige foreløbig.
For her blev den danske badmintonstjerne dybt overrasket, da han landede i Københavns Lufthavn. B.T. stod nemlig klar til at overrække ham årets B.T. Guld for sin præstation ved OL i Paris, hvor han hentede guld til Danmark.
Og netop den overraskelse fyldte da også stadig alt for den dobbelt OL-guldvinder, da han lørdag mødte op til 'Sport 2024'-showet i Herning.

»Det var fantastisk at blive overrasket i lufthavnen. Man regner jo ikke med det, og så står I (B.T., red.) derovre i hjørnet. Jeg kiggede lidt ekstra på prisen i køreturen på vejen hjem fra lufthavnen,« fortæller Viktor Axelsen til B.T. og tilføjer:
»Det er én af de priser, som er ekstra specielle, fordi det er ens kollegaer, der stemmer. Og at de så synes, jeg fortjente det i så stærkt et felt, det er et kæmpe skulderklap. Det er jeg meget stolt over.«
Og spørger man flere af de danske sportsstjerner, der dukkede op på lørdagens røde løber i Herning, så er badmintonspilleren fra Fyn da også den en fortjent vinder af prisen.
»Det er så fortjent. Der er ingen tvivl om, at vi har mange dygtige atleter, men jeg følte med Viktor det ene år, hvor han blev forbigået efter en sæson, hvor han kun havde tabt tre kampe. Det gjorde jeg virkelig. Sådan en sæson, det oplever mange atleter ikke,« lyder det fra håndboldikonet Lasse Svan.
Han bakkes op af Turpal Bisultanov, der vandt bronze ved OL i Paris:
»Jeg vil fortælle Viktor, hvis jeg møder ham, at jeg også vil gøre alt for at vinde den pris. Det er en pris, jeg ville være meget stolt over at vinde.«
Nogenlunde samme ordlyd kommer fra den tidligere svømmestjerne Signe Bro, som fortæller, at B.T. Guld er en pris, alle danske sportsfolk drømmer om at vinde:
»Ja, det er noget af det største, man kan vinde. For det er atleter, der stemmer. Det siger så meget om, at folk støtter op om den, der vinder.«
Du kan følge lørdagens 'Sport 2024'-show i livebloggen LIGE HER.