Spekulationerne vil ingen ende tage i store norske medier som Dagbladet, NRK og VG.
NRK har endda købt rettighederne til at vise Københavns halvmaraton på tv søndag.
Og lørdag eftermiddag har arrangøren Sparta indkaldt til pressemøde, hvor de vil »offentliggøre et nyt, spændende navn i elitefeltet.«
Men hverken pressechef for Copenhagen Half, Morten Risager, eller manden det hele drejer sig om, den norske superstjerne Jakob Ingebrigtsen, vil tale om rygterne.
Ifølge Dagbladets oplysninger er det netop OL-guldvinderen og verdensrekordholderen på flere mellemdistanceløb, der skal præsenteres lørdag, men det har Morten Risager ikke ønsket at kommentere til den norske avis.
Fredag aften vandt Ingebrigtsen Diamond League-finalen på 1500-meter distancen.
Efterfølgende gav han en kryptisk melding på Instagram.
»Diamant! Hvilken fantastisk måde at slutte sæsonen på. Eller …?,« skrev han.

»Jeg har leget med tanken om at løbe der i flere år. Hvis jeg skulle gøre det nu, ville det heller ikke være optimalt. Måske, vi får se,« sagde han ifølge Dagbladet til pressen i Bruxelles.
Hvis den norske stjerneløber stiller op, får han modstand af verdensrekordindehaver på halvmaratondistancen, Jacob Kiplimo, og verdensmester Sabastian Sawe.
Jakob Ingebrigtsen har tidligere meldt ud, at han går efter verdensrekorden på ti forskellige distancer. Han har aktuelt rekorden på tre.
Sidste år debuterede hans storebror Henrik ved Copenhagen Half.
Familien Ingebrigtsen er lige nu centrum for en verserende konflikt, hvor de berømte løbebrødre har anklaget deres far og tidligere træner Gjert Ingebrigtsen for vold.
Forleden brød den ældste bror, Kristoffer, tavsheden i sagen. Han fortæller om en situation, hvor han troede, at faren ville dræbe ham. Det kan du læse mere om LIGE HER.
Og HER kan du læse om, hvordan han en anden gang troppede op med et baseballbat foran farens hjem.