Natten til lørdag landede en kæmpe nyhed.

For første gang nogensinde har den internationale atletikorganisation World Athletic bandlyst en serie løbesko.

Det skriver CNN og Reuters.

Der er tale om den omdiskuterede Vaperfly-serie, der har fået meget omtale, siden den kenyanske løber Eliud Kipchoge 12. oktober 2019 - med de højteknologiske løbesko på fødderne - blev det første menneske til at løbe et maraton på under to timer.

»Jeg er så glad for at nå under to timer. Det kan inspirere mange mennesker og fortælle dem, at alt er muligt,« lød ordene fra Kipchoge efter den vilde rekord.

Eliud Kipchoges rekord vil ikke stå ved et professionelt løb. Han bar nemlig Nikes vidunder-løbesko Alphafly, der er en del af Vaperfly-serien, og som  har en ekstra tyk sål samt flere carbonfiberplader, der styrker løberens afsæt og derved gør det ‘nemmere’ at opnå rekordtider.

Forbuddet mod skoene gælder for professionelle løbere ved stævner og er blevet en realitet, efter World Athletic har undersøgt de teknologiske fordele ved skoene.

»Vi kan gøre konkurrencen mere fair ved at forbyde sko, der giver flere fordele, end hvad der i øjeblikket findes på markedet,« lyder det fra World Athletics præsident Sebastian Coe.

Eliud Kipchoge efter sin vilde rekord.
Eliud Kipchoge efter sin vilde rekord. Foto: Leonhard Foeger
Vis mere

»Jeg mener, disse nye regler skaber den rette balance ved at tilbyde sikkerhed til atleter og producenter, når de forbereder sig til OL i Tokyo 2020,« lyder det videre fra Coe.

Nikes Vaperfly-modeller sidder på fødderne af en lang række rekordholdere på de lange løbedistancer, og det skævvrider konkurrencen, da atleterne sponsoreres af forskellige brands.

Forbuddet gælder alle løbesko med en sål, der er tykkere end 40 mm, eller som har mere end en carbonplade til at forbedre løberens afsæt.

Fra 30. april vil det desuden være et krav, at de sko atleterne løber i, har været til salg i offentlige butikker i minimum fire måneder.

Dermed er Alphafly-modellen en af de sko, der bliver ramt af forbuddet, da den har to carbonplader i sålen, som ligeledes er tykkere end de 40 mm. Aplhafly er desuden ikke på markedet endnu.

TV2 Echo har testet Nikes Vaperfly-model med den professionelle triatlet Michelle Vesterby, der til dagligt løber i ON-sko. I testen løb Michelle Vesterby med sine egne sko og med Vaperfly ved samme puls for at se, hvor meget hun kunne forbedre sin tid.

Resultatet viste, at hun ved de to forsøg forbedrede sit resultat med henholdsvis 12 og 19 sekunder pr. kilometer.

»Jeg synes det er snyd, de bør forbydes,« lød det fra Michelle Vesterby efter testen. Det er de så blevet nu.