Den norske atletikstjerne Jakob Ingebrigtsen stiller op til Copenhagen Half Marathon i Københavns gader søndag.
Det oplyser arrangøren Sparta Atletik i en pressemeddelelse.
Arrangøren kalder det 'grænsende til det sensationelle', at man har kunnet tiltrække den 23-årige OL-guldvinder.
»Jeg ser frem til at teste mig selv på halvmaraton for første gang i København,« siger den norske superstjerne og OL-guldvinder.
»Normalt er det en distance, der passer godt til min træning, men efter en lang sæson på banen, hvor jeg har arbejdet frem mod 1500 meter, er det spændende at se, om jeg overhovedet kan nå i mål,« siger Jakob Ingebrigtsen.
Hos Copenhagen Half er der begejstring over den norske stjernes ankomst.
»Når en OL-guldvinder og en af verdens største løbefænomener vælger at løbe i København, så er det fordi byen, ruten og publikum leverer noget særligt,« siger administrerende direktør for arrangøren Sparta Atletik & Løb, Dorte Vibjerg.
»Det er en fremragende mulighed at kunne tilbyde det danske publikum og deltagerne at opleve Jakob Ingebrigtsen i duel med både verdensmesteren og verdensrekordholderen på halvmaraton. Det understreger for os, hvorfor Copenhagen Half Marathon er udsolgt på rekordtid, og hvorfor København er udvalgt til at afholde verdensmesterskaberne på distancen i 2026,« fortsætter Dorte Vibjerg.
Sidste år debuterede hans storebror Henrik ved Copenhagen Half.
Familien Ingebrigtsen er lige nu centrum for en verserende konflikt, hvor de berømte løbebrødre har anklaget deres far og tidligere træner Gjert Ingebrigtsen for vold.
Forleden brød den ældste bror, Kristoffer, tavsheden i sagen. Han fortæller om en situation, hvor han troede, at faren ville dræbe ham. Det kan du læse mere om LIGE HER.
Og HER kan du læse om, hvordan han en anden gang troppede op med et baseballbat foran farens hjem.