Rosa Pedersen – eller 'Rekord Rosa', som hun også er kendt –  er en atlet ud over det sædvanlige. Det kan selv internationale organisationer se klart og tydeligt.

Derfor modtager den 91-årige odenseanske atlet prisen som 'European Masters Athlete of the Year 2020/2021'. Det er det europæiske atletikforbund for masteratleter, der uddeler den pris.

»Rosa Pedersen har en lang og imponerende karriere inden for atletik og har bevaret sin form over årene. Det er også derfor, hun har formået at blive den bedste i verden i længdespring og højdespring i klasserne W85 og W90,« lyder det blandt andet i begrundelsen.

Dermed refererer man til Rosa Pedersens imponerende rekorder blandt andet inden for længdespring med et hop på 278 cm udført i en alder af 85 år. En rekord, hun næsten gentog i en alder af 90 år.

Privatfoto: Rosa Pedersen

I forbindelse med en anden rekord, hvor hun – ligeledes som 90-årig – fik en verdensrekord i højdespring, talte B.T. med odenseaneren. Hun fortalte, at der altid havde været konkurrence mellem hende og hendes ti ældre søskende.

»Vi konkurrerede altid. Hvem kommer først der? Hvem kan springe over der? Hvem kan springe længst her?«

»Min far var skovfoged, og vi boede i en stor jysk granplantage. Så vi havde tit en konkurrence. Hvem kommer hurtigst op i toppen af et af de høje grantræer? Sådan var det hele tiden. Vi pressede hinanden.«

Også i andre aspekter af sit liv har Rosa Pedersens viljestyrke været afgørende, kunne hun fortælle i samme ombæring. Blandt andet da det ikke kunne lade sig gøre at blive ingeniør, og hun derfor lærte sig selv, hvad der var at vide i det store hydraulikfirma, hvor hun blev ansat som kontordame.

»Det irriterede mig vildt meget, at jeg ikke kunne svare på kundernes spørgsmål om hydraulik og forskruninger og den slags. Så jeg tog kurser for at sætte mig ind i det, så til sidst vidste jeg alt om hver en stump i den virksomhed, hvor jeg var den eneste kvinde.«

»Så når de store kunder ringede med svære spørgsmål, sagde mine mandlige kolleger: 'Vi sender dig lige videre til damen på kontoret'. De troede, at det var gas – men jeg vidste jo det hele om det der.«

I dag er arbejdslivet dog erstattet af træning, som den nybagte oldemor selv styrer:

Rosa Pedersens europæiske hyldest finder sted ved EM i indendørs atletik i portugisiske Braga 20. til 27. februar.