»Jeg bliver i PSG, hvis de udskifter Eiffeltårnet med en statue af mig.«

Det var selvfølgelig ingen andre end Zlatan Ibrahimovic, der for to måneder siden sagde sådan. Eiffeltårnet står stadig i Paris, og nu vinker den svenske superstjerne endegyldigt farvel til den franske hovedstad.

Det bekræfter han selv fredag morgen på Twitter, hvor han på ægte Zlatan-manér også gør opmærksom på sin status i klubben.

'Min sidste kamp på Parc des Princes i morgen. Jeg ankom som en konge, forlod som en legende'

Og den nye klub er allerede på plads. I hvert fald hvis man skal tro den italienske Sky-journalist Alessandro Alciato.

Mange fodboldfans har sukket efter, at Zlatan ville finde vej til den engelske Premier League, hvor især Manchester United har været på tale. Senest har en af hans gamle klubber AC Milan også været i spil.

Ifølge den italienske journalist bliver det dog hverken Serie A eller Premier League. Det bliver faktisk slet ikke Europa. Han er næsten 100% sikker på, at Zlatan går i David Beckhams fodspor og fortsætter i Los Angeles.

»Inden for de næste timer vil Zlatan annoncere sit farvel til PSG. Den mest sandsynlige destinaton: Los Angeles #farvel,« skriver Alessandro Alciato på Twitter.

»Procenter på Ibra i dag: 90% LA, 10% ManUtd«

Zlatan Ibrahimovic har sat et hav af rekorder, og så sent som i onsdags satte han endnu en, da PSG spillede 1-1 mod Bordeaux. Han scorede sit ligamål nummer 300 i karrieren.

I alt har svenskeren scoret 111 i den franske liga, mens det blev til 122 i Italien, hvor han tørnede ud for Juventus, Inter og AC Milan. De resterende mål er faldet i henholdsvis Malmö FF, FC Barcelona og Ajax.