Der er en sand pengeregn over den svenske stjerne i Paris Saint-Germain, Zlatan Ibrahimovic. Den franske storklub har besluttet at fordoble angriberens løn midt i sæsonen.

Zlatan Ibrahimovic er nok ikke helt utilfreds med sin nye lønforhøjelse. Den er nemlig alt for vild!

Ifølge den franske avis Le Parisien har Paris Saint-Germain netop fordoblet lønnen til klubbens store stjerne, så han mod sæsonafslutningen vil tjene intet mindre end lidt over 11 millioner kroner om måneden.

Hvorfor pariserne er i forsinket julegavehumør midt i sæsonen er uvist, men faktum er, ifølge det det franske medie, at Zlatan Ibrahimovic går fra at tjene 800.000 euro brutto om måneden til 1,5 millioner euro brutto.

Med lønstigningen bliver Ibrahimovic igen den bedste betalte spiller i den bedste franske række, Ligue 1. Svenskeren blev i sommer overhalet af holdkammeraten Angel Di Maria, men svenskeren er altså igen snart tilbage på løntronen i den stærkeste franske række.

Det franske medie Figaro skriver, at Zlatan Ibrahimovic vil kunne score knap 7,5 millioner kroner netto i slutningen af indeværende sæson. Angriberens kontrakt med hovedstadsklubben udløber om et år, og der er hermed udsigt til, at hans sidste af fire år i Paris bliver det mest lukrative af dem alle.

Den 34-årige svensker har siden 2012 spillet i alt 91 kampe for Paris Saint-Germain og scoret 75 mål.