Caroline fra Odense var kun 14 år, da hun med far Piotr ved sin side trodsede Dansk Tennis Forbunds råd og rejste til Paris for at spille kvalifikation til French Open for juniorer.
Tennisforbundet var bekymret over modstanderfeltet i 17-18 årsalderen, og det gik da også som frygtet. Caroline Wozniacki med det lange blonde hår og den tydelige bøjle fik tæsk.
Alligevel skulle turen til Paris vise sig at blive en dundrende succes. Resultatet af ti års dedikeret arbejde nåede endnu et højdepunkt 2. påskedag.
Da Caroline Wozniacki i forgårs blev inviteret ind i Det Hvide Hus til en opvisningskamp mod USAs præsident, Barack Obama, var det et endegyldigt bevis på hendes indtog på det amerikanske marked, hvor hun hvad angår brand og popularitet er eksploderet. I høj grad takket være hendes amerikanske manager, John Tobias.
Dengang for lidt over 10 år siden var den uprøvede amerikanske mediemanager taget til Paris for at spotte fremtidens guld. Valget faldt på 14-årige Caroline Wozniacki.
»Han så en pige stående der med et stort smil, som godt nok var plastret til med en stor bøjle. Selvom hun var overmatchet og fik store tæv, blev hun ved med at kæmpe og vise den rette indstilling. Han kunne se noget i hende og valgte at satse på hende,« fortæller tenniskommentatoren på Canal 8, Per Colstrup Vinkel, som har fulgt Caroline Wozniacki siden 2008 og løbende har haft samtaler med John Tobias, der i dag er en gigant i den amerikanske managementbranche. I høj grad takket være samarbejdet med Caroline Wozniacki.
John Tobias, der ikke har en fortid i sportsverdenen og derfor aldrig har blandet sig i spillet på banen, har aldrig lagt skjul på sine ambitioner for Caroline Wozniacki. At gøre hende til et såkaldt ’household-name’ i USA, en personlighed, som også er kendt uden for tennisbanen. Det gjorde han allerede klart tilbage i 2008 i et interview til BT.
»Næste step i strategien løber af stablen i marts. Her dukker Caroline op ved en turnering i Miami, hvor det er meningen, at hun skal interviewes af journalister fra store internationale nontennis-magasiner som Vogue og Q. Vores holdning er: Får amerikanerne øjnene op for hende, er hun et verdensnavn, der ikke blot vil være kendt af alle sportsfans i Europa, men også på de andre af klodens kontinenter«, sagde han.
Det er hun i den grad blevet. Hun har været på forsiden af Sports Illustrated Swimsuit Edition, der når ud til mange millioner læsere på verdensplan og optrådt i store internationale modemagasiner. Læg dertil en lang række eksempler på optrædener i mediebilledet sammen med store musik- og sportsstjerner.
Alt sammen i overensstemmelse med den langsigtede plan.
»Det startede for alvor i 2009, da hun kom i finalen i US Open og blev en sportsstjerne. Derfra har John Tobias taget hende videre og gjort hende til mere end en sportsstjerne,« fortæller Per Colstrup Vinkel.
»Som han selv har sagt, har de haft fuld fokus på det amerikanske marked. Når man først bliver stor der, så skal resten af verden nok komme efter hende,« fortsætter han.
Èn ting mangler dog stadig for at bringe Caroline Wozniacki det sidste stykke op på det trappetrin, tennisdronningerne Serena Williams og Maria Sharapova står på. Det trin, der giver et ekstra nul på de store sponsorkontrakter.
»Hun er nået så langt, som det overhovedet er muligt uden en Grand Slam-sejr. Men for at blive et brand som Sharapova og Williams, som alle amerikanere kender, skal hun op og vinde en Grand Slam«, vurderer Per Colstrup Vinkel.
Det var ikke muligt at få en kommentar fra John Tobias.