Caroline Wozniacki er for alvor tilbage på sporet i Japan.
Den topseedede dansker lever indtil videre fornemt op til sin status, og fredag formiddag har hun spillet sig i semifinalen ved Toray Pan Pacific Open i Japan.
Det skete efter en lang og opslidende kamp mod den femte-seedede tysker, Angelique Kerber, der blev nedkæmpet i tre sæt. Sejrscifrene blev på 6-2, 2-6, 6-3.
»Det blev en hård kamp som altid mod Kerber, så jeg er virkelig glad for at vinde den her. Vi kender hinanden så godt, så det gjaldt bare om at forblive aggressiv og holde boldene nede,« sagde Caroline Wozniacki, da hun blev interviewet på banen efter kampen.
I det afgørende tredje sæt hentede danskeren en god portion moral i et nervepirrende femte parti. Her lykkedes det efter utallige fordele til begge spillere endelig for Caroline Wozniacki at holde sin serv, og herefter gik det faktisk forholdsvis hurtigt mod sejren.
Kampen varede i alt to timer og 12 minutter.
Selv om Caroline Wozniacki nu er blandt de sidste fire i turneringen, vil hun ikke se frem mod en eventuel slutsejr i turneringen, som hun tidligere har vundet i 2010.
»Lige nu er jeg bare så glad for at have vundet. Det var en stor sejr, som jeg vil glæde mig over. Og så tager jeg bare en kamp af gangen,« lød det helt klassiske svar fra Caroline Wozniacki.
I semifinalen skal hun lørdag møde schweiziske Belinda Bencic, der er ottendeseedet i den japanske WTA-turnering.
