Caroline Wozniacki er videre til Grand Slam-tennisturneringen French Opens ottendedelsfinale efter sejr på 6-2, 2-6, 6-3 i den regnvejrsafbrudte kamp mod amerikaneren Catherine Bellis.

»Nu gælder det Svetlana Kuznetsova (søndag, red.) og det bliver ikke nemt. Fordi hun glider godt på grus, passer hendes spil fint til dette underlag. Samtidig når hun mange bolde og har en aggressiv forhånd. Derfor behøver hun ikke at bruge sin baghånd lige så meget som på de andre underlag vi spiller på,« sagde Caroline Wozniacki, der havde dette bud på, hvordan hun vinder:

»Jeg skal være aggressiv, serve godt og forsøge at diktere spillet.«

Caroline Wozniacki fører den indbyrdes statistik mod russeren 7-6.

»Vi har altid haft nogle hårde kampe, der har kunnet gå begge veje. Jeg forudser en svær opgave, fordi kampen spilles på det grus, hvor hun føler sig allermest komfortabel,« sagde Caroline Wozniacki, der naturligvis havde det fint med sejren over Catherine Bellis.

»Jeg synes, jeg fredag aften spillede et rigtigt godt første sæt. Efter min mening burde kampen have været afbrudt i begyndelsen af andet sæt, hvor det blev mørkt,« sagde Caroline Wozniacki, der var bagud 2-5, da kampen blev udsat til afgørelse lørdag.

»Heldigvis fik jeg en god nats søvn, og jeg følte mig klar, da kampen blev genoptaget. Men stor ros til Bellis. Hun spillede virkeligt godt, og jeg er meget glad for, at jeg vandt og er videre,« sagde Caroline Wozniacki.