Det amerikanske tvselskab ESPN slår i en netop offentliggjort kåring baseret på resultater, sponsorindtægter og klik-potentiale på de sociale medier fast, hvem der er Danmarks mest berømte atlet.

Motorsportsinteresserede ville utvivlsomt pege på Formel 1-køreren Kevin Magnussen. Men navnet er Caroline Wozniacki, som ESPN har placeret på pladsen som nummer 87.

»Det er da fint, men jeg ved ikke om det er noget, jeg kan bruge til noget i markedsføringen af mit brand. Det kan min manager (Julien Cassaigne, red.) formentlig svare meget bedre på end mig,« lyder Caroline Wozniackis kommentar til BT ved den igangværende Grand Slamturnering French Open i Paris.

Hendes far og træner, Piotr Wozniacki, er også bekendt med den ny rangliste.

»Jeg glad for og stolt over, at der er en dansker på listen. Danmark er et lille land, så det er en flot hæder. Konkurrencen er nærmest uhyggeligt hård. Den tæller jo atleter af begge køn fra alle verdens lande. Men indplaceringen af Caroline viser, at vi både har et godt team og nogle gode relationer,« siger Piotr Wozniacki.

Listen tæller blot syv kvindelige atleter, og Caroline Wozniacki er sammen med Serena Williams og Eugenie Bouchard de eneste tennisspillere af hunkøn.

Caroline Wozniacki har derfor noget at leve op til, når hun i dag ved French Open i damesingle-rækkens tredje runde møder den 18-årige amerikaner Catherine Bellis, der blot er nummer 48 på verdensranglisten.

»Jeg glæder mig og er 100 procent klar. Fysisk har jeg det fint, og banerne hernede i år er bedre end tidligere,« siger Caroline Wozniacki, der ikke lægger skjul på, at hun har stor respekt for Catherine Bellis.

»Jeg husker udmærket, at jeg besejrede hende senest, vi mødtes (6-2, 6-3 i Dubai, red.) for få måneder siden. Hun er en dygtig, ung spiller, der spiller aggressivt, og som har en god forhånd. Det bliver ikke en nem opgave, og det overrasker mig egentlig ikke, at hun besejrede Bertens. Flere gange har hun vist, at hun kan besejre gode spillere,« siger Caroline Wozniacki.

Amerikanerens sejr over seedede Kiki Bertens er ikke den eneste overraskelse i Caroline Wozniackis lodtrækningshalvdel, hvor topseedede Angelique Kerber er røget ud sammen med andre seedede som Petra Kvitova og Roberta Vinci.

»Det er der ikke noget usædvanligt i. Det sker i hver eneste Grand Slam-turnering. Det er umuligt, at favoritterne vinder, hver gang de er på banen, men selvfølgelig overrasker det mig lidt, at Kerber allerede blev slået ud i første runde,« siger Piotr Wozniacki.

Og hvordan har Caroline Wozniacki så tænkt sig at vinde og dermed kvalificere sig til ottendedelsfinalen:

»Hun skal forsøge at isolere amerikanerens forhånd. Det er altså virkeligt giftigt,« siger assistenttræner Sascha Bajin.

På papiret er Caroline Wozniacki tårnhøj favorit.

»Bellis er et stort talent og har ved US Open for et par år siden besejret Dominika Cibulkova. Men hendes resultater og spil har i denne sæson ikke nået de store højder. Derfor tipper jeg sejr til Wozniacki,« siger Ben Rothenberg, der er i Paris som udsendt tennisreporter for The New York Times.