Det lykkedes ikke for Caroline Wozniacki at besejre Serena Williams i nattens opvisningskamp i New York.
For øjnene af over 10.000 tilskuere i den mægtige hal, Madison Square Garden, vandt den amerikanske tennisveteran 7-5, 6-4, og fik dermed revanche for nederlaget til danskeren i en tilsvarende kamp i november i Jyske Bank Boxen i Herning.
Det var første gang, at Serena Williams på grund af skader og sygdom var i aktion siden januar måneds Australian Open. På den baggrund blev kampen brugt til at teste en række ting i sit spil.
»Det vigtigste var at jeg forud Indian Wells (WTA-turnering i USA, red.) fik kamptræning,« sagde Serena Williams ifølge det amerikanske medie ESPN efter kampen.
Ved »BNP Paribas Open« i Indian Wells er Serena Williams seedet til at møde Angelique Kerber i finalen.
Til gengæld må Caroline Wozniacki lade sig nøje med en 20. seedning. Hun er oversidder i første runde, og skal i den efterfølgende møde vinderen af kampen mellem kineseren Shuai Zhang og Pauline Parmentier, Frankrig. Vinder Caroline Wozniacki denne kamp står hun i tredje runde til at møde 13. seedede Victoria Azarenka fra Hviderusland.