2016 har været lidt af et rædselsfuldt år for Caroline Wozniacki på det sportslige plan.
Lige så afklædt hun har været i Sports Illustrated, lige så afklædt er hun blevet på alverdens tennisbaner. Hun har stillet op i fem WTA-turneringer i denne sæson, og det er i alt kun blevet til 12 tenniskampe. Hver gang hun er blevet slået ud har det været til en langt lavere rangerende spiller.
Som lørdag, hvor nummer 84 i verden, Heather Watson, sendte den 25-årige dansker ud i mexicanske Monterrey med 5-7, 4-6.
Og 2016-statistikken er ikke rar læsning for Caroline Wozniacki. De fem spillere, der har slået hende ud i år har gennemsnitligt ligget nummer 74,8 på verdensranglisten.
Det er meget dårligere end Caroline Wozniacki, selv om hun er drattet et godt stykke ned til den 22.-plads, hun lå på ved seneste opdatering. Hun kan i øvrigt se frem til at ryge endnu længere ned på den kommende verdensrangliste efter lørdagens nederlag til Heather Watson.
Briten var i øvrigt ’meget glad’ for sin sejr.
»Jeg synes, at jeg spillede godt, og det skulle jeg også mod Caroline, fordi hun er en fantastisk spiller. Jeg måtte kæmpe hele vejen, for det vidste jeg, at hun ville gøre,« sagde Heather Watson efter kampen ifølge WTAs hjemmeside.
