Kina er traditionen tro en af medaljeslugerne ved OL. Men kineserne er utilfredse. For der er noget galt med de flag, der går til tops, når kineserne har vundet medaljer.

Der er ikke tale om en stor fejl, men det er rigeligt til at gøre kineserne sure.

»Det nationale flag er landets symbol. Det må der ikke være fejl i,« siger nyhedsoplæser Cui Yongyuan fra det statslige CCTV ifølge den engelsksprogede avis, South China Morning Post.

Helt præcist er det stjernerne på det kinesiske flag, der sidder forkert.

Det kinesiske flag er rødt med fem gule stjerner anbragt oppe i venstre hjørne. Den ene stjerne er stor, mens de fire stjerner ved siden af er meget mindre. Den store stjerne symboliserer kommunistpartiet, mens de fire små stjerner symboliserer landets fire sociale klasser (arbejderne, bønderne, småborgerskabet og nationalborgerskabet).

Men den store stjerne sidder for langt nede på de flag, som bruges til OL. Dermed ser det nærmest ud som om, at de små stjerner omringer den store stjerne.

Desuden er det sådan, at de små stjerner på det rigtige flag er roteret, så de peger mod den store stjerne. Det er et symbol på det, som kineserne selv kalder 'de sociale klassers hengivenhed over for kommunistpartiet'.

På flaget ved OL er de fire små stjerner ens, og derfor peger den øverste og den nederste stjerne ikke mod den store stjerne.

Tidligere forlød det, at de kinesiske flag ved OL var produceret - af alle steder - i Kina. Men det kinesiske generalkonsulat i Rio de Janeiro har ifølge South China Morning Post sagt, at firmaet har hovedkontor uden for Kina, og at konsulatet vil tage fat i firmaet for at klage over flagene.

Global Times i Beijing citerer et anonymt medlem i den kinesiske delegation for, at det er de brasilianske OL-værter, der er skyld i fejlen.

Organisationskomiteen i Rio de Janeiro siger imidlertid ifølge Folkets Dagblad, at alle flag er godkendt af de nationale olympiske komiteer, men at organisationskomiteen samarbejder med den kinesiske olympiske komité for at få rettet fejlen hurtigst muligt.