Man kan faktisk godt glæde sig til en time i helvede. Tag nu Christopher Juul-Jensen. Han glæder sig, inden han onsdag skal køre OL-enkeltstart. Det bliver på mange måder rædselsfuldt. Det er en lang rute, og den er hård. Han skal køre, så det sortner, og så lungerne er ved at falde ud af munden.

Men altså: Han glæder sig. Det er en stor ting for ham at være til OL.

Og så er det i øvrigt ikke så tit, at alt handler om ham. Han lever normalt livet som den dygtige, dedikerede hjælperytter - vi så det senest fremragende i lørdags, da han var med til at vinde Jakob Fuglsangs sølvmedalje.

Han har det fint i den rolle, den giver total mening for ham, men onsdag i enkeltstarten er han ene om at repræsentere Danmark, og han mærker noget af det, som han tror, svømmerne, tennisspillere, bordtennisspillere og så videre må føle, når man ikke kan gemme sig fra opmærksomheden.

BT mødte Christopher Juul-Jensen i den olympiske by for at snakke om OL, om enkeltstarten, om Tour de France. Men mest om ham, der, indtil Touren denne sommer satte sit godkendelses-stempel på ham i den brede offentlighed, levede en relativt anonym ryttertilværelse.

»Touren forandrer meget for en cykelrytter. Det er ret banalt, det er et godkendelsesstempel. Mange har indtil i år, når de hørte, at jeg var cykelrytter spurgt: »Nå, har du kørt Tour de France?« Det har jeg så aldrig kunnet sige ja til, men jeg kunne sige, at jeg har været med til at vinde Giroen med Contador, og så har mange spurgt, hvad Giroen er. Der er Touren bare noget særligt.«

Nu har Tour de France gjort ham til en cykelrytter, man kender. OL-løbet i lørdags var endnu et skridt ind i den danske offentlighed, da han med alle følelserne blottet viste hele Danmark, hvor glad og stolt, han var, og hvor godt han kan lide at sætte ord på det hele.

»Engang var jeg en rytter, der en sjælden gang fik et enkelt spørgsmål om et elle andet. Nu vil mange gerne stille mange spørgsmål. Jeg har det fint med det. Og når jeg bliver interviewet, svarer jeg, som jeg ville svare, hvis min mor stillede et spørgsmål. Jeg prøver at lyde som mig selv.«

Og jeg tror også, at det var det, som mange lagde mærke til i det efterhånden berømte interview fra i lørdags, hvor du var så glad. Og det er jo også derfor, at jeg spørger ind til, hvordan du har det med det?

»Hvis jeg tænker for meget over, hvad jeg skal sige, bliver det kedeligt. Så lyder det som om, at man lige har spillet en fodboldkamp og ’drengene spillede godt og bla bla bla’. Ikke for at sige noget ondt om det. Men altså alle atleter har et script, som er nemt at følge, hvis man ikke har energien. Og jeg falder da også i nogle gange, men andre gange, hvor jeg måske lige har fået to kopper kaffe og har masser af energi og lyst til at tale, kan jeg snakke i en evighed om mange forskellige elementer om at være cykelrytter.«

Når man ser dig udefra, virker du som humørbomben i gruppen. Er det også sådan, det er?

»Ja, det er jeg. Men jeg er ikke glad hele tiden. Og jeg kan blive mega-sur - også i feltet. Men altså jeg synes helt overordnet, at det er fedt at være cykelrytter, og at bo med min kone i København, og jeg har sjældent noget at brokke mig over. Men når jeg har, så gør jeg det altså også. Og min kone kan bekræfte, at mit blodsukker også kan være lavt. Det er ikke ja-hat hele tiden.«

»Men jeg synes ikke, at jeg behøver at gå og beklage mig i offentligheden. Det er spild af kræfter. Der er ingen pointe i at pege på alt det, der er lort og nederen. Der er så mange negative overskrifter i verden. Så det bliver ikke mig, der kommer til at pege på alt det, der er galt her i OL-byen.«

At bo i København er efterhånden en sjældenhed for en professionel dansk rytter - hvad er der nu galt med Italien?

»Det er ikke for at tale andres valg ned overhovedet. Det er helt fint, hvis det fungerer for dem, men det ville ikke virke for mig at sætte mig ned i en lejlighed i Sydeuropa og spise spaghetti og tomater, og så bare vente til næste cykelløb. Jeg elsker at fordybe mig i andre ting. Og min kone har job som arkitekt i København, og hvorfor skulle vi gå på kompromis med hendes liv, bare fordi jeg cykler? Jeg vil vove den påstand, at de watt, jeg kan træde på en tre-fire timers træningstur uden for København, det er fint, og jeg lærer vinden og elementerne at kende i min træning. Så hvorfor ikke bare bo i København, der er verdens fedeste by,« siger Christopher Juul-Jensen, der før denne sæson skiftede fra Tinkoff-holdet til australske Orica-Bikeexchange.

»Jeg er så glad for mit hold. De har en ret simpel tilgang til det at skulle leve et liv og køre cykelløb i verdenseliten på samme tid. Man skal ikke overkomplicere det. Cykelryttere kan måske have en tendens til at brokke sig lidt over, hvor pinefuldt det hele er, at man skal på kur, og man kan ikke det ene og det andet. På vores hold kaldes en spade for en spade. Vi får løn for at leve som professionelle cykelryttere, det er vores ansvar. Men vi får ikke alt muligt at vide om, at vi skal spise sådan og sådan og gøre sådan og sådan. De stoler på, at det kan vi selv finde ud af. Og vi kan sidde i bussen og have det skide sjovt to timer før Tourens vigtigste etape, men når vi så holder taktikmøde, så er vi på.«

Så det har været et godt skifte for dig?

»Ja, jeg har skiftet et godt hold og en god oplevelse ud med et endnu bedre hold og en endnu bedre oplevelse. Der har været plads til min personlighed.«

Vi skal tale om enkeltstarten også. Hvem, tror du, vinder?

»Jeg siger Cancellara. Han ser meget tynd ud og kørte et flot cykelløb i lørdags. Det lagde alle måske ikke mærke til, men han var superstærk, og han var der for sit hold.«

Fornærmer jeg dig, når jeg spørger dig, om der ikke også er noget meningsløst i at sætte sig op på en cykel, når man godt ved, at man ikke vinder?

»Du fornærmer mig ikke, og det er et spørgsmål, som en cykelrytter ikke skal stille sig selv for mange gange, for så kan man godt tænke, ’hvad laver jeg egentlig her?’. Men jeg glæder mig virkelig, selv om det bliver hårdt. Efter løbet i lørdags og hele OL-oplevelsen, føler jeg, at det nok skal blive sjovt - så sjovt som det nu kan være at være i smerte i lidt mere en time.«

Men ser du for dig, at du vågner på onsdag og tænker, at du skal ud og køre for en medalje i dag?

»Vi er jo evige optimister, vi sportsfolk, ellers ville de fleste stoppe efter første gang, de havde gjort noget. Men hvis det hele går op i en mega-høj enhed, får jeg måske en medalje. Men så skulle der nok også være nogle favoritter, der skulle ske noget med - altså at de kører ud i vandet og sådan noget. Jeg tror, jeg vågner med en følelse af, at skal jeg gøre noget, der for mig svarer til en medalje, skal jeg lave en præstation i top 10. Det ville være et gennembrudsresultat for mig. Top 15 vil også være acceptabelt.

Så det er også noget med at stå op for at få den udvikling med som rytter?

»Ja, at køre en stor konkurrence, og det er også noget med at køre for Danmark. Jeg kører for en nation, kongefamilien er her. Alle er opmærksomme på, hvad der foregår. Så jeg glæder mig bare, for jeg havde en vild oplevelse i lørdags.«

BTs fem favoritter til enkeltstarten

Tom Dumoulin, Holland
Gjorde sig sådan set til storfavorit for en lille måneds tid siden, da han på den sidste enkeltstart i årets Tour de France vandt meget overbevisende på en kuperet rute. Selv Chris Froome blev sat på plads. Men han pådrog sig i slutningen af Touren et brud på håndleddet, og det er den store ubekendte ved ham, han udgik meget tidligt af linjeløbet i lørdags.

Chris Froome, Storbritannien
Der er omkring 1000 højdemeter på enkeltstarten i dag, og det taler for, at vi bestemt skal have Chris Froome med helt fremme blandt favoritterne her. Tour-vinderen kan kampen mod uret, og han satser voldsomt på enkeltstarten. Den usikre ting her er, at han ikke så ud til at have så meget punch i sine angreb i lørdags.

Fabian Cancellara, Schweiz
Vi sætter den gamle mester ind her. Det er godt nok længe siden, at Cancellara har vundet enkeltstarterne, men han har sit fokus stiftrettet mod denne dag og udgik af Touren af samme grund. Det kuperede terræn vil formentlig passe ham bedre end en anden specialist som Tony Martin.

Vasil Kiryjenka, Hviderusland
Kiryjenka er forsvarende verdensmester i disciplinen, og da han vandt VMguldet i USA sidste år, profiterede han af at komme med masser af kilometer i benene fra både Tour de France og Vueltaen. Man skal ikke undervurdere hans motor efter at have kørt Tour de France.

Rohan Dennis, Australien
Dennis er en rigtig specialist, og det vil formentlig passe ham fint, at ruten er hård og også har nogle stigninger. Han udgik tidligt i lørdags, men da havde han også fået lov til at køre på de veje, som udgør onsdagens enkeltstart, som er et stort sæsonmål. En giftig outsider.

Ruten
Det er en lang rute, 54 kilometer, som kræver meget af rytterne. Det er en kuperet og teknisk enkeltstart, der ikke bare er for de store tonsere. Man skal både kunne køre opad og nedad og træde masser af watt. Rytterne kender ruten fra sidste lørdag, hvor den udgjorde den første del af linjeløbet.