Sloveneren Bojan Tokic vil formentlig huske sin kamp i den olympiske bordtennisturnering mod tyske Dimitrij Ovtcharov ret længe. Også selvom Tokic endte med at tabe. I det første sæt i tredje runde-kampen satte de to spillere ny verdensrekord for det længste sæt nogensinde, siden man gik over til at spille til 11 i stedet for til 21.

Man skal vinde med to point for at vinde sættet, og det var ingen af spillerne, der formåede, indtil Tokic tog sættet hjem med de vanvittige cifre 33-31.

Det havde åbenbart slidt mere på sloveneren end hans tyske modstander.

I hvert fald vandt Ovtcharov de næste fire sæt, 12-10, 11-5, 11-4 og 11-7, og dermed kampen.

»Det var vildt at være med til at sætte en verdensrekord, men det var ærgerligt, at jeg ikke vandt sættet,« sagde den 27-årige Ovtcharov efter kampen.

Den ukrainsk-fødte tysker møder tirsdag aften den 40-årige hviderusser Vladimir Samsonov i kvartfinalen.