Har du oplevet noget lignende på dit gymnasium? Har du været med til at lave eller dele sex-videoen af Sofie? Eller har du gået på et af de omtalte gymnasier og kan bidrage med oplysninger, så skriv til journalist Silla Bakalus på silb@bt.dk
En systematisk udlevering af elevers sexliv i skoleblade og deling af intime videoer blandt skoleelever er fuldstændig uacceptabel og bør stoppes. Det mener undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V), der også langer ud efter forældre og uddannelsesinstitutioner.
»Hvis jeg ikke havde fået så meget hjælp, så havde jeg begået selvmord. Jeg tror ikke, der er nogen, der kan klare presset. Man ved ikke, hvad det er, før man har oplevet det.«
Sådan fortæller den kun 16-årige skole-elev Sofie i dagbladet Information i dag, hvor hun har valgt at stå frem og fortælle om sit livs mareridt. Den unge pige er ufrivilligt blevet hovedperson i en sexvideo, som siden er blevet delt med lynets hast, så flere tusinder skoleelever har set den. Ifølge Sofie var det frivilligt, at hun havde sex, men seancen greb om sig, da hun blev overrasket af fire venner til den dreng, hun havde sex med. Og det resulterede altså i optagelsen af videoen, som blev optaget imod Sofies vilje.
Historien om sexvideoen kommer i kølvandet på Radio24syvs afsløringer af, at der på flere gymnasier nord for København i årevis har hersket en kultur, hvor man har udstillet elevernes sexliv i skolernes sladderblade ned i de mest intime detaljer.
Den omfattende og tilsyneladende ukritiske delingen af sexvideoen samt sexmobningen på gymnasierne har forarget undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V). Hun mener, at der skal sættes en stopper for den kultur.
»Det her er ikke noget, man løser med et knips. Det er et langt sejt træk. Men det her er et tegn på, at vi er nødt til at tage fat. Den adfærd, vi ser, er fuldstændig uacceptabel,« siger undervisningsministeren til BT.
Og hun har svært ved at skjule sin vrede.
»Det her er dybt krænkende. Og det kan ødelægge de piger og der drenge, der udsættes for det - og deres liv. Det har ekstremt store konsekvenser,« lyder det fra Ellen Trane Nørby.
Ifølge ministeren skal der derfor sættes ind overfor de unge, der skal lære om, hvad konsekvenserne er ved at dele ting på nettet. Desuden skal de unge uddannes bedre i, hvordan de skal begå sig på de sociale medier.
»Vi bliver nødt til at gøre op med den ungdomskultur, hvor der er nogle, der synes, at det er uskyldigt, og at man kan gøre det for sjov. Man er nødt til at sørge for, at de unge ved, at det med at sende og uploade billeder ikke er en uskyldig lille ting. Det har vidtrækkende konsekvenser. Som udgangspunkt vil ting, der bliver uloadet til nettet, ligge der for altid,« siger Ellen Trane Nørby, der også har skrevet en vred opdatering om sagen på sin facebookprofil.
Du virker personligt forarget?
»Det er jeg også. Det er usympatisk og uacceptabelt. Det er på nogle områder udtryk for dårlig opdragelse. Derfor ligger der både et ansvar hos de unge i forhold til at opføre sig ordentligt overfor hinanden, men også hos de andre, f.eks. de børn, der har delt den video,« siger ministeren, der også mener, at uddannelsesinstitutionerne har et ansvar.
Som BT har beskrevet i flere artikler, så har rektorerne på gymnasierne i årevis været klar over og tilladt eller set igennem fingrene med, at de krænkede skriverier foregik i skolernes sladderblade. Men det er ikke i orden ifølge ministeren.
»Jeg har den holdning, at man har et ansvar som institution. Hvis man har et officielt skoleblad, hvor gymnasiets navn står på, og der er et indhold, som er krænkende, og som i høj grad går over stregen, så er man jo med til at legitimere det. Og man må ikke bagatellisere de her ting, for de har store konsekvenser,« lyder det fra Trane Nørby.
Også Dansk Folkeparty har bidt mærke i sagerne om sex-detaljer i Ordrup gymnasiums sladderblad 'Ztof'. I en mail til BT skriver Partiets erhvervsuddannelsesordfører Marlene Harpsøe, at partiet vil stille spørgsmål til ministeren om sagen.
'Vi skal beskytte vores unge mennesker mod den slags krænkende ydmygelser i et skoleblad, og det er ministerens opgave at sikre, at ledelsen er fuldt ud bekendt med deres ansvar for at sikre en ordentlig trivsel blandt skolens elever. Krænkede elever kan være mærket for livet, og det er aldeles uacceptabelt, at unge mennesker skal opleve den slags krænkelser og ydmygelse,' skriver Harpsøe og tilføjer:
'Jeg håber ikke, at dette foregår på andre gymnasier. Men hvis det gør, vil vi i Dansk Folkeparti også tage dette op med ministeren og bede om, at ministeren retter henvendelse til alle ungdomsuddannelsesinstitutioner med henblik på, at det indskærpes, at den pågældende adfærd er særdeles uacceptabel.'
BT har fået flere henvendelser fra elever, der bekræfter, at elevers sexliv udstilles i sexblade eller i skoleradio på gymnasierne Gl. Hellerup, Øregård og Ordrup. Ifølge Radio24syv skulle Øregård Gymnasiums blad dog være blevet lukket i 2015, ligesom der angiveligt skulle være blevet strammet op på bladene på Ordrup og Gl. Hellerup. Dog bliver der fortsat beskrevet intime detaljer i bladene.
BT har også fået henvendelser om, at Nærum, Virum og Aurehøj gymnasier har lignende blade, men vi vil fortsat gerne have flere henvendelser.
Har du oplevet noget lignende på dit gymnasium? Eller har du gået på et af de omtalte gymnasier og kan bidrage med oplysninger, så skriv til journalist Silla Bakalus på silb@bt.dk
