En kvindelig elev på Gl. Hellerup Gymnasium fortæller til BT, hvor ubehageligt det var, da hun selv blev hængt ud i skolens blad. Men alligevel kan hun selv godt lide at læse om andres sexliv i bladet.
De seneste dage har et stort antal danske medier beskrevet, hvordan der på tre gymnasier nord for København har været udbredt sexmobning i de forskellige gymnasiers skoleblade. Det er kommet frem, efter Radio24Syv har beskrevet, hvordan unge gymnasieelever bliver hængt ud i meget eksplicitte artikler i bladene.
Siden har flere elever stået frem om fortalt om deres oplevelser med at blive hængt ud.
BT har talt med flere elever på de tre gymnasier, som tæller Ordrup Gymnasium, Øregård Gymnasium og Gl. Hellerup Gymnasium, som fortæller, at de har oplevet at blive hængt ud i deres skoles blad.
»Det var meget ubehageligt«
En af dem er en kvindelig elev på Gl. Hellerup Gymnasium, som vil være anonym (BT er bekendt med kvindens identitet). Hun fortæller om, hvordan hun selv blev hængt ud i Gl. Hellerup Gymnasiums blad 'Mosquito'.
»For fire måneder siden, da Mosquito udkom, blev jeg nævnt ved navn. Jeg blev hængt ud sammen med den fyr, jeg havde været sammen med. De gik ikke i detaljer, som det er blevet gjort i andre gymnasiers blade. Men der stod, hvor det var, hvem det var, og at vi er venner bagefter,« siger hun til BT.
Hun vidste i dagene op til, bladet kom, at hun ville være med. Og det var på ingen måde sjovt.
»Op til dagen, hvor bladet udkom, var jeg meget nervøs. På dagen syntes jeg, det var meget ubehageligt. Jeg blev nødt til at gå udenfor, mens de andre købte bladet. Og jeg kunne mærke andre folks blikke på mig. Heldigvis udleverede de mig ikke på den måde, som andre er blevet. Det var blevet skrevet kærligt. Men det var meget grænseoverskridende at læse om sig selv i bladet på den måde,« siger den kvindelige elev, der selv godt kan lide at læse om andre elevers seksuelle eventyr og bedrifter i Mosquito, som ifølge eleven er blevet lukket for resten af året af skolens ledelse netop i dag.
»Sjovt, at læse om andre«
»Jeg synes, det er sjovt at læse om andre i bladet, men det er ikke sjovt, når det er en selv, der bliver ramt. Men på andre skoler er folk blevet hængt meget mere ud,« siger hun.
Du syntes ikke selv, det var sjovt at blive hængt ud, men du kan godt lide at læse om andre i bladet. Kan du ikke godt se, at det er modsætningsfyldt?
»Jo, det kan jeg godt. Og måske kunne man godt fortsætte bladet bare uden sexdelen og bare skrive, hvem der har været sammen. Men på den anden side, så er sexdelen det, som folk gider læse om og snakker om. Og på et gymnasium går der normalt ikke mere end et par timer, før alle ved, hvem der har været sammen til den sidste fest. Så det er noget alle ved alligevel.«
»Stort tab uden sexdelen«
Nu er jeres blad lukket indtil efter sommerferien. Hvis du kunne bestemme, hvordan skal Mosquito køres videre efter sommerferien?
»Det er et kæmpe tab, hvis bladet ikke kommer tilbage. Og det ville være et stort tab for bladet, hvis det var uden sexdelen. Men det behøver ikke at være så afslørende med en masse detaljer. Bare fortælle hvem der har været sammen og så udelade alle detaljerne,« siger eleven, der fortæller, at man kunne sige nej til at få sin seksuelle historie i Mosquito. Det krævede dog, at man på forhånd vidste, at man var på vej i det.
Hvordan fik dem, der skrev i Mosquito, sexhistorier at vide?
»De havde en Ask-side (internet-side, hvor man kan stille spørgsmål og få svar red.), hvor man kunne tippe dem anonymt. Og hvad de hørte i krogene. Der er meget sladder på et gymnasium. Og det går ret hurtigt med sladderen. Men derfor var det heller ikke altid helt korrekt, det der blev skrevet. Nogle gange også bare rygter,« siger eleven, der selv ikke føler sig hårdt ramt, efter hun blev hængt ud i Mosquito.
»Nej, nu griner jeg af det. Men jeg blev heller ikke hængt så hårdt ud, som andre er blevet,« siger hun.
Sagerne fra de tre gymnasier kan du læse meget mere om i artiklerne herunder.
