Daniel Wass er i flere medier udtaget til ugens hold i Spanien og Europa efter endnu en god præstation for Celta Vigo, og den gode start for hans nye klub har overasket spilleren selv samt medierne i Barcelona og Madrid.
Daniel Wass har store problemer med at få spilletid på det danske landshold, men det er så også den eneste bekymring, Celta Vigo-spilleren kan have i øjeblikket.
Den 26-årige dansker stormer i øjeblikket mod den europæiske stjernehimmel med den ene gode præstation efter den anden i Spanien. Mandag havde den anerkendte italienske avis La Gazzetta dello Sport ham på ugens europæiske hold, ligesom La Liga på sin officielle hjemmeside udtog ham til rundens bedste mandskab - ved siden af navne som Lionel Messi, Neymar og Luka Modric.
Kåringerne kommer, efter ubesejrede Celta Vigo søndag tog endnu et skridt mod toppen af La Liga med den tredje sejr ud af fire mulige i en svær udekamp mod Sevilla.
Europa League-vinderne Sevilla, der havde Michael Krohn-Dehli med på holdet, blev blandt andet nedlagt af en Daniel Wass-scoring - hans andet mål i træk. I det hele taget har Daniel Wass haft en afgørende fod med i alle Celta Vigos fire første kampe, og han har ved siden af sit gode spil og mål også været involveret i oplæg til scoringer, straffespark til sit eget hold og røde kort til modstanderne.
»Jeg er faktisk lidt overrasket over, hvor godt det er gået mig her i starten. Jeg tror, at det er en kombination af flere ting, der er gået op i en højere enhed,« siger Daniel Wass og nævner en række grunde til succesen.
»Jeg har blandt andet fået rigtig god rådgivning uden for banen af min agent, da jeg skulle skifte klub, og det har hjulpet mig til at kunne fokusere 100 procent på det, der foregår på banen. Og så spiller jeg bare på et bedre hold, end jeg spillede på i Frankrig (Evian, red.), og det gør mig bare endnu mere motiveret,« siger han og tilføjer om det valg, han stod over for, da han i sommer skulle skifte nedrykkede Evian ud med en større klub:
»Jeg kunne selvfølgelig godt have valgt andre tilbud, der var økonomisk bedre, men sammen med min rådgiver og min familie satte vi brikkerne sammen og fandt ud af, at Celta Vigo var det rigtige. Vi bor godt, og jeg spiller på et godt hold mod nogle af de bedste modstandere i verden. Og så er jeg kun 26 år, så for mig handlede det lige så meget om at komme et sted hen, hvor jeg kunne udvikle mig, og det synes jeg, at jeg er kommet.«
»Inden jeg skiftede til Celta Vigo, talte jeg med træneren, og han fortalte, hvilken rolle jeg ville komme til at have på holdet, og det tiltalte mig rigtig meget at spille på den centrale midtbane som 8'er, så vi kan udnytte min store løbekapacitet både defensivt og offensivt. Og indtil videre har alt det, jeg er blevet lovet, været rigtigt. Og så har Michael Krohn-Dehli selvfølgelig også haft en stor andel i mit skifte.«
»Han er min ven og anbefalede klubben til mig, og så har han været en stor hjælp uden for banen. Så det gælder også om at blive rådgivet godt uden for banen, og det synes jeg, at jeg er blevet,« siger Daniel Wass.
Inden sæsonen blev han præsenteret på Estadio de Balaídos med store bannere og gratis adgang for journalister og fans, der var blevet inviteret på stadion for at se holdets nye giraf.
»Vi var nede for at skrive under på kontrakten, men fik så at vide, at de først ville præsentere Iago Aspas, så derfor skulle vi vente en uge. De kan godt lide at præsentere spillerne på stadion og lave en stor scene ud af det for fansene og journalisterne, så jeg måtte hjem igen. Det var fint nok, for så havde jeg lige nogle dage til at pakke mine ting. Der var kommet rimeligt mange for at se mig stå og jonglere, og det var sjovt for mig også at prøve det for første gang,« lyder det fra Daniel Wass.
Han fortæller om en hård kamp i sæsonoptakten for at komme i den form, Celta Vigo og han selv nyder godt af i øjeblikket.
»Jeg har haft den længste og hårdeste opstart nogensinde, og jeg føler, at jeg måske aldrig har været i en bedre form. Det er ikke bare styrketræning, men gennem øvelsestræning. Jeg har tabt mig nogle kilo og kan mærke, at det har givet bonus.«
»Jeg er faldet rigtig godt ind på holdet. Måske er jeg den, der holder mig lidt i baggrunden og ikke taler så meget, men på banen viser jeg mig frem og synes, at jeg har grebet den tillid, jeg har fået. Det er gået godt,« konstaterer Daniel Wass med en vis ydmyghed.
For det er ikke bare gået godt. Det er gået rigtig godt, og med en sejr over topholdet Barcelona onsdag aften og lidt held i Villarreal og Real Madrids kampe, som begge også har 10 point, vil Celta Vigo og Daniel Wass pludselig kunne skifte den delte andenplads i La Liga ud med en plads i toppen.
Her er tre lokale Celta Vigo-journalisters vurderinger af Daniel Wass
Alejandro Reza, noticiascelta.com
»Daniel Wass kom til Celta Vigo som erstatning for Michael Krohn-Dehli. Han er en anderledes type. Han er mere målfarlig end Krohn-Dehli og spiller fuld tid i alle kampe og med stor løbevillighed. På tre år scorede Michael Krohn-Dehli to mål - det har Daniel Wass allerede gjort i fire kampe. Det betyder dog ikke, at vi ikke savner Michael Krohn-Dehli, for den type spiller er meget sværere at finde. Men Daniel Wass er en meget vigtig spiller for Celta Vigo. Han er en stor overraskelse for alle i La Liga. Der var ikke nogen, som kendte noget til ham før, for han spillede i Ligue 1, og det følger man ikke rigtigt med i her. Så han er en overraskelse for aviserne i Barcelona og Madrid, som alle taler varmt om ham.«
Teo Andres, Atlántico
»Daniel Wass er allerede nu blandt de bedste spillere i Celta Vigo. Nolito (nummer to på topscorerlisten efter Ronaldo, red.) og Daniel Wass er holdets bedste spillere. Han har været en overraskelse, og da Michael Krohn-Dehli var i klubben, talte alle om, at han var en god spiller. Nu siger folk, at Daniel Wass er bedre end Michael Krohn-Dehli.«
Lorena Garcia, La Voz
»Da Daniel Wass kom til Celta Vigo, kendte ingen i Spanien ham. Nu begynder medierne at interessere sig for ham, men det er svært at blive rigtig kendt i Spanien, for Celta Vigo er en midterklub. Celta Vigo taler ikke om det, men jeg tror, at ledelsen er meget glade for Daniel. Siden han er kommet, har han spillet alle kampe, og Manuel Eduardo Berizzo (træneren, red.) stoler på ham. Det er ikke nemt at spille på midtbanen i Celta Vigo, for holdet tager mange risici, men Daniel Wass har tilvænnet sig stilen godt. Han løber en masse kilometer for holdet, og fansene er vilde med ham.«
