VfL Wolfsburgs træner, Dieter Hecking, roser Nicklas Bendtner for at have ændret attitude.
»Nicklas har gennemgået en forandring,« siger Dieter Hecking til tyske Der Kicker.
»Han er meget mere tilstedeværende, end han var for fire-fem måneder siden. Det glæder mig meget, at han er slået ind på denne vej,« tilføjer VfL Wolfsburgs træner.
Nicklas Bendtner startede inde i Bundesliga-kampen mod Hertha BSC Berlin lørdag. Kampen endte med en hjemmesejr på 2-0 takket være to mål af Bas Dost. Hollænderen blev skiftet ind i stedet for Nicklas Bendtner efter 70 minutters spil - og blev altså matchvinder.
I sidste sæson var Bas Dost den foretrukne mand helt fremme i angrebet, hvor Nicklas Bendtner kun fik sporadiske optrædener. Dieter Hecking og VfL Wolfsburgs manager, Klaus Allofs, var især utilfreds med Nicklas Bendtners attitude. De mente, at han ikke trænede så hårdt, som han burde, og han manglede iøvrigt ydmyghed.
Nu er rollerne imidlertid vendt om. Dieter Hecking er utilfreds med Bas Dosts attitude, efter at hollænderen blev udskiftet i sidste uges Champions League-kamp mod CSKA Moskva. Det var især derfor, han måtte starte på bænken lørdag.
Nu er spørgsmålet så, om Bas Dost eller Nicklas Bendtner skal starte inde i topopgøret mod Bayern München tirsdag.
»Begge spillere har leveret gode præstationer,« nøjes Dieter Hecking med at sige.