Det er blevet et hit med gamle mænd i de europæiske topligaer. Onsdag aften understregede 36-årige Didier Drogba, at klasse ingen alder har, da han udraderede Tottenhams midterforsvarere. Og i Italien hedder profilerne fortsat Pirlo og Totti.
BT.dk har sat Europas bedste +35 år-hold op i en 4-3-3-opstilling.
Målmand: Gianluigi Buffon, 36 år, Juventus
Målmanden med Italiens mest fedtede hår er trods sin fremskredne alder fortsat Serie A's bedste sidsteskanse - ligesom han er urørlig på Italiens landshold.
Rio Ferdinand, 36 år, Queens Park Rangers
Twitter-kongen har rundet de 36 år, men han kan stadig trumfe de fleste angribere i Premier League i en luftduel.
Walter Samuel, 36 år, FC Basel
En af de bedste argentinske forsvarsspillere nogensinde. Walter Samuel, der har en fortid i bl.a. Inter og Roma, er i år en del af FC Basels Champions League-succes.
Richardo Carvalho, 36 år, AS Monaco
Mourinho-opfindelsen er »still going strong« i skatteparadiset AS Monaco, hvor han sidste år spillede samtlige ligakampe.
Sylvain Distin, 36 år, Everton
Distin har af uransagelige årsager aldrig fået chancen på det franske landshold. Er stadig en af Premier Leagues mest kontante og driftsikre forsvarsspillere.
Andrea Pirlo, 35 år, Juventus
Præsentation er faktisk overflødig. Planetens mest elegante playmaker fortsætter bare med flå modstanderforsvar fra hinanden.
Frank Lampard, 36 år, Manchester City
Lampard var egentlig på vej til hyggefodbold i New York, da Manchester City smed en lejekontrakt på bordet. Efter et halvt år med stor Lampard-succes er City nu desperate efter at forlænge.
Francesco Totti, 38 år, AS Roma
Kongen af Rom er selvfølgelig også på holdet. Så sent som sidste i Champions League-runde viste Totti klassen med en klassescoring direkte på frispark.
Antonio Di Natale, 37 år, Udinese
Sidste sæson skulle sætte punktum for denne målrævs karriere. Men når man så scorer 17 kasser, er der jo ingen grund til at stoppe. I denne sæson er han oppe på syv mål i 12 Serie A-kampe.
Miroslav Klose, 36 år, Lazio
Overtog i sommer brasser-Ronaldos VM-scoringsrekord. Tyskerens uslukkelige måltørst gør ham stadig til en frygtet mand blandt Serie A's midterforsvarere.
Didier Drogba, 36 år, Chelsea
Skeptikerne stod i kø, da Didier Drogba i sommer vendte hjem til Chelsea. Men ivorianeren stinker fortsat langt væk af klasse. Var onsdag aften både oplægger og målscorer, da Chelsea vandt 3-0 over Tottenham.
