José Mourinho har aldrig været en manager med stort format i nederlagets stund. Således heller ikke lørdag aften, da han skulle forklare Chelseas første sæsonnederlag. Ude mod Newcastle tabte det ellers så stærke London-hold 1-2, selvom man pressede hårdt på i slutminutterne, hvor man var en mand i overtal efter et rødt kort til Steven Taylor, og bolden hoppede og dansede rundt i hjemmeholdets straffesparksfelt uden at komme ind over ind i stregen.

Først sagde Mourinho, at han ikke havde noget at klage over, men den portugisiske manager kunne alligevel ikke nære sig. Nederlaget hang efter hans mening sammen med bolddrengenes modvilje mod hurtigt at give Chelsea-spillerne bolden, når den røg ud af banen.

- Vi ville gerne spille mere fodbold, men det var ikke muligt på grund af et par ting, som jeg ikke troede længere var en del af topfodbold, men som åbenbart stadig hører med. Bolden forsvandt, bolden kom ikke, en anden bold kom, bolddrengene løb væk. Den slags situationer er desværre stadig en del af spillet, men jeg klager ikke, lød anklagen ifølge The Guardian fra Chelseas manager, der mente, at dommeren med sindsro kunne have lagt 20 minutter til den ordinære spilletid i stedet for kun seks.

Newcastles manager Alan Pardew havde ikke meget til overs for Mourinhos brok over bolddrengene.

- José er frustreret. Det kan jeg godt forstå, men man er også nødt til at kunne rose modstaderen. Josés klage over bolddrengene er lidt grov. Hør nu, det er da utroligt. José vil ikke være enig, men vi har gjort Premier League en tjeneste ved at gøre kapløbet om titlen lidt mere spændende, sagde Pardew efter kampen.

Mourinho holdt dog fast i, at Chelsea havde fortjent at vinde kampen.

- Vi var uheldige. Det bedste hold tabte. Det hold, der forsøgte at vinde kampen, tabte. Det er en heldig dag for Newcastle, men sådan er fodbold, tillykke til dem.