Tottenham var bagud, men leverede et vildt og medrivende comeback, da Chelsea med et 5-3 nederlag kunne mærke Premier League-førerpositionen vakle.

Det fortættede jule- og nytårsprogram i Premier League kan give et fornuftigt fingerpeg om, hvor det engelske mesterskab er på vej hen.

Chelsea skød nytåret ind fra en aktuel førsteplads for fjerde gang. De tre foregående gange har det resulteret i et mesterskab til London-klubben.

Den slags statistisk kuriosa bliver før eller siden gjort til skamme. Og hvis det sker i år, vil José Mourinho kunne se tilbage på en højtid, hvor Chelsea kom skævt igennem to svære udekampe mod henholdsvis Southampton og Tottenham.

Ikke meget tydede på, at Chelsea skulle få problemer med et Tottenham-hold, der med lodder, trisser og en solid portion held har vundet en række tætte opgør uden rigtigt at overbevise om at have konstans og trup til en top fem-placering i tabellen.

Diego Costas føringsmål efter små tyve minutters spil gav løfter om et Chelsea-hold tilbage på vindersporet. Men frem for at lukke kampen ned som Mourinho har udviklet til perfektion med fysisk råstyrke og taktisk disciplin, lykkedes det Tottenham og Christian Eriksen at kæmpe sig tilbage i opgøret og sende Chelsea hjem med alvorlige skrammer på mesterskabsdrømmene.

Publikum på White Hart Lane gik fra tømmermændsplaget nederlagsstemning til ekstatisk i jubel på mindre end et kvarter.

Harry Kane udlignede efter en halv time med et fornemt skud fra kanten af feltet. Og kort før pausen var Christian Eriksen opfindsom iscenesætter, da aggressivt agerende Chadli blev sendt afsted i dybden, og med et stolpeskud fik åbnet for en målgivende ripost til Danny Rose.

Minuttet efter kunne José Mourinho hente næring til sine løst fremsatte og paranoide spekulationer om, at Chelsea ligger under for en sammensværgelse, da Tottenham fik tildelt et straffespark, som blev tørt eksekveret af Andros Townsend.

Chelseas karismatiske manager drejede om på hælen og forsvandt ned i spillertunnellen. Mourinho reagerede prompte ved at tage letvægteren Oscar ud for den mere robuste Ramires, men kampen havde taget form som en af de dage, hvor alt lykkedes for Tottenham, og nedturen for Chelsea fortsatte med et mageløst kollaps.

Kane slukkede håbet med sin anden scoring i den manisk tempofyldte London-opgør, og selv om Hazard reducerede til 4-2, formåede Chelsea ikke at komme nærmere, inden Chadli sørgede for 5-2 og John Terry pyntede til det sjældne slutresultat.

Resultatet betød nulstilling i Premier League-topstriden mellem mestrene fra Manchester City og Chelsea, som står á point og med identisk målscore.

Tidligere Nytårsdag havde Manchester City for anden kamp i træk været tæt på at formøble et tomålsforspring, da Sunderland fik udlignet på Etihad. Men Frank Lampard afværgede det, der ville have været et decideret tåbeligt pointtab for City, da han headede bolden ind bag Costel Pantilimon.

Den første spilledag i det nye år blev også en skuffelse for Arsenal, som ude mødte veloplagte Southampton, der fortjent vandt 2-0.

Arsenal tabte terræn i subtoppen i højtidens komprimerede kampprogram, og Arséne Wenger ligner en mand, som kunne ønske sig et forsinket visit fra julemanden i de kommende ugers transfervindue. Med en skadesliste, der omfatter navne som Özil, Wilshere, Welbeck, Arteta og Ramsey, kan den franske fodboldtænker med en vis ret kalde sig forfulgt af uheld.

I Liverpool var der udsigt til tredje sejr på stribe, men mødet med bundproppen Leicester blev en uforløst affære. Udeholdet viste sig godt kæmpende, og spillemæssigt bedre end placeringen antyder. At Liverpool også mangler en angriber fra en hylde højere end Mario Balotellis, er et tema, som vil få liv i januarudsalget.

Jores Okore spillede hele kampen, da kronisk målforlegne Aston Villa hjemme fik 0-0 mod Crystal Palace. Den danske teenager har ellers haft en jul med svingende præstationer, men spillede ifølge bulletinerne fra Birmingham en fin kamp i en ellers begivenhedsfattig remis, som totalt blev overstrålet af målorgiet fra London kort tid efter.