I disse timer spreder rygtet om et Steven Gerrard-pressemøde fredag sig som en vild steppebrand på de sociale medier.
Mange mener at vide, at Liverpool-legenden her vil annoncere, at han forlader sin hjerteklub for at drage over Atlanten og spille for David Beckhams tidligere klub LA Galaxy.
Det vil i så fald være et chok for hele Premier League. Gerrard - eller Captain Fantastic - har siden 1998 været en af ligaens absolut største profiler, og han står noteret for 496 kampe for The Reds.
Men i den indeværende sæson har anførerens ry fået nogle ridser i lakken. Han er blevet beskyldt for ikke at være så løbestærk og ærgerrig, som han tidligere har været - selv om han så sent som torsdag eftermiddag scorede begge mål i Liverpools 2-2-hjemmekamp mod Leicester.
