Nul stjerner står der foroven. Der kunne ligeså godt stå seks stjerner. Ikke fordi aftenens koncert med Antony And The Johnsons ikke var en oplevelse, for det blev den - på sin vis. Det giver bare ingen mening at anmelde den. Den drukende i regn.

Først et par ord om den transseksuelle Antony Hegarty. Efter nogle cabaret- og drag-jobs, begyndte Antony sin musikalske karriere i det anarkistiske kvinde- og bøsse punkband Black Lips. De seneste 15 år har han opbygget en bemærkelsesværdig karriere.

Efter et samarbejde med afdøde Lou Reed gav ham en vis berømmelse. Hans sange har været brugt i diverse film - senest i 'The Hunger Games: Catching Fire'. Hegarty har et stort, trofast dansk publikum - han optræder som regel for fuldt hus her i landet.

Det er ikke helt tilfældigt, at koncerten i dag var baseret på det danske projekt med det nu hedengangne  DR Underholdningsorkestret. Albummet 'Cut the World', der blev indspillet under et par koncerter i 2011.  Mindre dansk bliver det ikke af, at Antony denne aften optrådte med Aarhus Symfoniorkester.

Jeg er ikke den store kender af Antony And The Johnsons, men har siden jeg første gang hørte ham, været fascineret af den vidtrækkende, meget personlige, soulfulde vibrato. Og 'Cut the World' er et ganske stemningsfyldt album til stunder med brug for afstresning. Et sted mellem musical, cabaret og avantgarde. Avantgarde som den videofilm, der kørte på storskærmene under koncerten.

Vejrguderne havde timet regnen til at falde sammen med den lidt mere end timelange koncert på Blue Stage. Og vi taler som vist i resten af Danmark ikke støvregn. Men god gammeldags smatfremmende, silende regn.

Efter cirka tre minutter opgav jeg at skrive på den medbragte analoge blok. Efter godt seks minutter opgav jeg at skrive på telefonen. Den virker i øvrigt ikke som den skal lige nu. Blokken ligner hvidkålssalat, hvis der er noget, der hedder sådan. Fred med det. Mens Antony og de symfoniske aarhusianere lagde ud med smægtende versioner af 'Cut the World' og 'You are My Sister',  blev alt syd for regnfrakken gennemblødt på rekordtid.

Stakkels Antony virkede ulykkelig over at se sit publikum drukne i regnen. Men som han trøstede os med, 'jeg elsker farven grå'.

Med en nyindkøbt øl i hånden gik jeg en runde foran scenen. Det er første gang, jeg har haft en øl i hånden, der blev ved med at være fyldt, men dog tyndere og tyndere, uanset hvor meget jeg drak af den. Det er så en overdrivelse, men eksemplets magt...

Cirkulerede lidt rundt foran scenen for at holde varmen og tænkte over den ironiske pointe, at pladsen lignede en virkeliggørelse af Hegartys vision bag 'Cut the World'. Som, hvis jeg har forstået det ret, er et statement om, at køn er uden betydning. Mand eller kvinde. Vælg selv. Iført nyindkøbte sorte regnfrakker med  'Drik med respekt' trykt på ryggen og hætterne godt over hovedet, ser alle ens ud uanset køn.

På et tidspunkt cirka stod jeg bag en lille gruppe med et regnbueflag og tænkte, 'hvad fanden klager jeg over?'. Folk, der ligesom Antony på scenen, har tilbragt en større eller mindre periode af deres liv med mentale pinsler i en proces, der nu er endt med at de står her med et stribet flag. Meget glade.

Senere lukkede jeg øjnene for at holde regnen ude. Med et endnu mere end sædvanligt storsnakkede publikum som lyd-baggrund og den stemningsfyldte musik og Hegartys formfulde sang fra højttalerne fandt jeg ind i en form for Aarhus state of mind og lod det regne, mens stumper af de mange samtaler rundt omkring dannede små bizarre billeder i de storladne lydflader fra scenen.

Indtil sidste nummer, som må have været 'Twilight' fra pladen. På dansk 'tusmørke'. I tusmørket, som ikke skyldtes den nærtforestående solnedgang, men skydækket over NorthSide, gled jeg over mod boden med frikadellesandwich.

Regnen sluttede præcis samtidig med Van(d)tonys koncert.

Antony and the Johnsons, Blue Stage, lørdag aften.