Manchester Uniteds hollandske manager Louis van Gaal tror på, at hans hold kan kravle forbi lokalrivalerne fra City og slutte Premier League-sæsonen på andenpladsen.
Med ti runder tilbage af Premier League ligger Manchester United fem point plus en markant dårligere målscore efter Manchester City, som i øjeblikket er nærmest på førende Chelsea. Dertil kommer et hårdt program, hvor Louis van Gaals hold møder Tottenham, Liverpool, Manchester City og Chelsea over de næste uger. Men den hollandske manager tror på sit hold.
»De kommende kampe er meget afgørende. Vi er så tæt på mange klubber. Vi kan blive nummer to eller tre. Manchester United må og skal være et af de hold, der skal spille Champions League,« siger Louis van Gaal til Sky Sports.
Søndag venter det første af en række svære opgør, når Christian Eriksen og Tottenham besøger Old Trafford. Manchester United har ikke hevet tre point fra London-holdet siden marts 2012, så den tætte top kan se helt anderledes ud, når weekenden er ovre. Lige bag United lurer Liverpool med kun to point færre, og under dem ligger Tottenham, som kun har tre point op til United på fjerdepladsen. London-holdet har dog en noget ringere målscore.
Omvendt kan Manchester United allerede tage første skridt opad i tabellen, hvis resultaterne flasker sig. Louis van Gaals mandskab har nemlig kun et point op til Arsenal, som lørdag får besøg af West Ham United.
Uniteds næste fem kampe
Manchester United - Tottenham
Liverpool - Manchester United
Manchester United - Aston Villa
Manchester United - Manchester City
Chelsea - Manchester United